Posted by: Rikke | 10. januar 2011

En beslutning tages

I starten af november 2010, var jeg nede og bide i gulvtæppet. Ramt af stress. Igen.

Der er mange veje til stress, og stress har lige så mange ansigter – Mine ture i gulvet har haft hver sin historie, baggrund og symptomer.

Men da det nu var 3 gang, at jeg blev bidt i hælene af virkeligheden var jeg nødt til stoppe op og seriøst ændre kurs.

Min tese var, at man ikke går ned med stress 2 (½) gange på 2 år, uden at der er noget helt grundlæggende forkert.

Mine stressforløb har altid haft rigtig meget med mit job at gøre og jeg har haft mit sidste job i mindre end et år. Lige som mine tidligere jobs, var dette et meget spændende og udfordrende job, men det var også et arbejde, der havde ændret form i løbet af året og min stilling var helt klart var ramt af nogle forskellige udfordringer, som jeg ikke havde mulighed for at have indflydelse på.

Jeg havde kun én tanke i hovedet, da jeg blev sygemeldt denne gang: “Jeg er nødt til at sige mit job op“. Men jeg gjorde det ikke.

Det så ud til at vi kunne finde en løsning på nogle af de ressurcemæssige udfordringer der var. Min leder bakkede mig op og gav udtryk for et stort ønske om at hjælpe mig tilbage til arbejdet med en løsning, der tilgodeså mig og min situation.

Min indgroede ansvarsfølelse benægtede sig heller ikke. Jeg var projektleder for et rimelig stort projekt og besad en unik og værdifuld viden – selvfølgelig kunne jeg erstattes, men et års viden ville samtidig gå tabt.

Så jeg lovede at komme tilbage og som minimum færdiggøre mit projekt, når jeg igen var i stand til at møde på arbejdet.

I slutningen af november kom min kæreste hjem og var rigtig træt af sit arbejde.

I en bisætning sagde han, at man kunne da også bare droppe det hele og få sig et arbejde som dykkerinstruktør i udlandet. Og at de iøvrigt søgte en dansktalene instruktør i Egypten.

Så søg den da” sagde jeg. “Du kan da altid søge den – og se om det er noget du kan komme i betragtning til“.

Så det gjorde han,

Og han fik den – og pludselig skulle der tages nogen store beslutninger.

I løbet af relativ kort tid fik min kæreste bevilliget orlov fra sit arbejde og 5. december var jeg inde og sige mit job op.

Det interessante er, at mens min kæreste og jeg i de små 5 år vi har været sammen, har haft utroligt svært ved at beslutte mindre ting (eksempelvis indkøb af nyt møblement til badeværelset eller et ny reol til stuen) og heller ikke har kunne beslutte os for større ting (skal vi have nyt hus på sommerhusgrunden, skal vi købe hus eller ej), så tog det egentligt kun en dag at beslutte, at nu river vi et år ud af kalenderen og tager afsted.

Vi vej på vej mod Egypten.

Til et år i sandaler … og svømmefødder.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

Kategorier

%d bloggers like this: