Posted by: Rikke | 25. marts 2011

Knust

Jeg sad og var egentligt lidt irriteret over at servicefyren absolut skulle ind og feje min terrasse, mens jeg sad for åben dør … og da det er sjældent, at der bliver fejet derude af andre end mig, regnede jeg med at det nok var den åbne dør der trak.

Pludselig hørte jeg lyden af glas, der blev knust og jeg så manden stå med det lille sidebord i hånden og mine glas til lys ligge smadret på jorden.

Jeg stormede ud og jeg tror at vi begge undrede os lige meget, over hvor meget jeg reagerede på, at de var smadret.

Jeg blev både rasende og ked af det. Sur på ham over i det hele taget at være kommet ind og over at være så dum at flytte rundt på bordet, uden at tage hensyn til det der stod ovenpå, og på mig selv over at have ladet glassene blive stående derude – når det nu viste sig at de betød så meget for mig.

Og så begyndte jeg at tude … og overraskede mig selv endnu mere. Tudede mens jeg samlede stumperne op og bad fyren gå til helvede med sit fejeblad … og han var naturligvis en stor undskyldning og fattede ingenting.

Men han kunne jo heller ikke vide at han havde smadret det minde jeg møjsomligt havde skabt sammen med min nevø og niece, netop med henblik på at tage med herned, sådan at jeg aften efter aften kunne mindes og tænke på dem og på de ting vi gør sammen og hvad de betyder for mig.

At det var den sidste ting vi lavede sammen og den sidste ting vi kommer til at lave sammen i den næste lange tid. At jeg havde fanget deres håndskrift, med “moster” på det ene glas og “Rikke” på det andet og at lige præcis de kreationer ikke kan gøres om.

Og jeg prøver at sige til mig selv, at en følelse kun varer 15 minutter hvis man lader være med at fodre den … og at det ikke nytter noget at ærgre sig over, at jeg ikke fik taget nogen ordentlige billeder af glassene … så det eneste jeg har tilbage – udover glasskår og minder er dette:

… for når alt kommer til alt, så har jeg minderne – om da vi lavede dem sammen og om hvor glad jeg blev, hver eneste gang nåede at bruge dem.

Reklamer

Responses

  1. Nårh… Forstår godt du blev ked af det over det…

  2. Endelig … en der forstår 🙂

    Og velkommen til.


Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

Kategorier

%d bloggers like this: