Kedsomhed

“Jammen keder du dig så ikke?“

Er nok det mest almindelige spørgsmål der bliver stillet, når folk finder ud af, at jeg skal være hernede et år og at jeg “bare” er meddykkende kæreste.

Det er som om at det at kede sig, er noget af det mest forfærdelige i verden, og noget der for enhver pris skal undgås.

Men egentligt, hvornår har du egentligt kede dig sidst?

Ikke som i at du har siddet til et kedeligt møde og har tænkt ved dig selv “om det da aldrig bliver overstået” og du bare for at få tiden til at gå, har talt folks “øh-er” og “ik-os-ik’-der-ik”.

Jeg mener sådan rigtig kedet dig, som du gjorde som barn. Hvor du gik rundt og rundt om mormor og morfars spisebord i sommerhuset, fordi de sov til middag og du bare keeeede dig og ikke viste hvad du skulle lave. Selvom du godt vidste, at kloge mennesker keder sig aldrig, og hvis du ikke vidste hvad du skulle lave, kunne du jo sætte dig i et hjørne og pille kødet af dine tæer og sætte det på igen.

(hvilket tydeligt viser at jeg er fra en tid uden video/pc/nintendo i bedsteforældrenes sommerhus, men til gengæld i besiddelse af meget pædagogiske ukorrekte forældre, der ikke altid gav svar “i børnenes øjenhøjde … og det har jeg da ikke taget skade af, vel?).

Jeg kan ikke huske, at jeg sådan rigtig har kedet mig som voksen.

Med studie og mange udenomsaktiviteter var der ikke rigtig tid til at kede sig – og hvis man havde et øjeblik til overs var der altid et pensum, der lige skulle læses op på og dårlig samvittighed over ikke hele tiden at være på højde eller forkant, var mere presserende end kedsomhed.

Da arbejdet begyndte, røg foreningsaktiviteterne for mit vedkommende. Det frivillige arbejde blev på et tidspunkt skrottet, og ligeså de to foreninger hvor jeg havde været formand.

Men jeg kedede mig ikke.

Da arbejdet begyndte at køre lidt mere på rutinen, blev det skiftet ud med et mere krævende et af slagsen, og så for lige at “oppe” indsatsen blev, der smidt en kæreste i puljen … og en krævende hobby, og en nyttehave og et sommerhus, fertilitetsbehandling …. og en lejlighed der skulle sættes i stand … og, og, og … og så gik jeg ned med stress første gang.

Og gik hjemme i 4 måneder.

Lavede ingenting.

Men kedede mig ikke.

Og så fik jeg et nyt job og fandt ud af, at jeg ikke kunne holde til at gøre det hele på en gang, så nogen ting måtte vige og andet måtte udsættes.

Og jeg holdte nogenlunde sammen på mig selv i små to år – indtil mit daværende job fyldte mere og mere i mine vågne timer og ditto i dem hvor jeg ellers skulle sove.

Og de ting jeg skulle lave for min fornøjelse og hygge og afslapning, blev en kilde til mere stress, mere arbejde og slet ikke fornøjligt.

Og jeg kede mig aldrig.

Der var ikke et vågent minut hvor jeg ikke havde et eller andet jeg skulle foretage mig – ting der skulle gøres, mennesker der skulle håndteres, behov der skulle tilfredsstilles. Og det var sjældent at det var mine egne behov.

Det der slog hovedet på sømmet for mig, var en mail med indkaldelse til et møde hvor vi skulle drøfte hvilke opgaver der skulle prioriteres, fordi de 4 mand der skulle være i min afdeling var blevet reduceret til mig og en kollega på 1/3 tid … og selvom det ikke var en nyhed for mig, at vi var blevet reduceret til det, var det først dér det gik rigtig op for mig hvad den øgede arbejdsbyrde ville betyde – og jeg så en fremtid med endnu mindre overskud til mig og til ting jeg ønskede at lave.

Og jeg tabte grebet i den kant, som jeg slet ikke var klar over, at jeg hang og dinglede i.

Og begyndte at falde.

Og vi traf beslutningen om at tage det her sabbatår – og det eneste der stod klart for mig var, at jeg ville have et år hvor jeg skulle lave ingenting.

Måske ville jeg lave noget, men alt hvad jeg lavede skulle være fordi jeg ville og ikke fordi jeg skulle.

Nu er verden jo sjældent som præsten prædiker og i den forgangne tid har jeg da lavet mange ting fordi nogen skulle gøre det og jeg var den, der var nærmest.

Og i de her 3 måneder hvor vi har været her, har der nærmest hele tiden været bud efter mig og jeg har skulle gøre, ordne og fikse – og for at være helt ærlig, så har jeg faktisk ikke kedet mig, for der har hele tiden været ting at tage sig til.

Tøjvask, rengøring, indkøb, finde lejlighed, flytte lejlighed, ordne internet – ja, selv håndtering af kattene, motionen og maden, som jeg jo ellers skriver så flittigt om, er ikke altid afstedkommet udfra lyst – men udfra en fornemmelse af pligt og burde.

Og de har været der, arbejdsopgaver linet op til håndtering og det har bare været at gå i gang fra en ende af.

… men jeg kan mærke det nu.

Den allerførste snas af kedlighed … bare lidt, ligesom når killingen napper mig lidt i den mindste tå.

“Hvad laver jeg her?”, “Hvad får jeg ud af det her?”, “Er det virkelig meningen at jeg skal få et år til at gå her … et helt år af mit liv, her?“.

Lige nu er det stadig en sagte hvislen i det bageste af mit hoved. Ikke helt tydeligt endnu.

Men jeg byder det velkomment, for jeg tror på, at når jeg først når derud hvor jeg keder mig, så er jeg holdt op med at falde, har ramt bunden og er ved at være samlet så meget sammen, at jeg kan komme videre.

Jeg vil så have fået samlet mig tilstrækkeligt med overskud og energi til, at jeg kan begynde at se fremad og gøre mig i mere end motion, mad og missekatte.

Jeg er der ikke helt endnu – men jeg kan mærke at der rumsterer tanker i mit hoved, når jeg svømmer den ene bane efter den anden i pølen.

Jeg tror, at det er sundt at kede sig.

… og sove middagslur.