Posted by: Rikke | 15. september 2011

Målopfyldelse

Der skal ikke herske tvivl om. at jeg er en af de personer, der drives af at lære, sætte mål og opfylde dem.

Det har medvirket til, at jeg er blevet ved med at uddanne mig efter universitetet og det er vel også et eller andet sted medvirkende til, at jeg gik igang med uddanne mig på dykkersiden hernede.

Når noget er færdiggjort indfinder der sig altid en eller anden form for mathed –  for hvad er næste skridt, hvordan kommer jeg videre, længere frem, dybere ind i det jeg har gang i?

Retrospektivt er det jo også oftes sådan, at det jeg end har været i gang med, aldrig helt var så slemt, som jeg havde regnet med, eller så svært som jeg havde fået det gjort til.

Sådan har det også været med denne her divemasteruddannelse.

Ja, mit helbred har gjort knudder og jeg syntes, at det var kedeligt at læse alt den komplicerede litteratur og nej, jeg bliver nok aldrig helt fortrolig med 2. grads ligningerne og dykkermedicinen på teknisk engelsk.

Og alligevel gik det.

Jeg gennemførte alle øvelserne og jeg blev faktisk god til det. Og jeg har sidenhen genopfrisket andre menneskers færdigheder og har fået ros med på vejen.

Der er ingen tvivl om, at jeg har noget at byde ind med og at jeg også på det personlige plan er blevet en betydelig mere habil dykker, end jeg var da jeg kom ned …

Og når det er sagt, skal jeg skal være den første til at sige, at jeg egentligt ikke var nogen særlig god dykker da jeg kom ned. Selvom jeg havde over 130 dyk på bagen havde jeg meget lidt forståelse for den afbalancering, der i virkeligheden er alfa og omega i dykningen og jeg var en virkelig klodset dykker.

Måske er det derfor at jeg må sande, at der findes folk derhjemme i min gamle dykkerklub, som åbenbart er forbavset over, at jeg er blevet divemaster, folk som ligefrem åbenlyst har ytret, at de mente, at divemaster kunne jeg aldrig blive.

Dem om det.

Men til dig, som er kommet herind på siden fordi du søgte på “om det er svært at blive divemaster?“, kan jeg svare, at det afhænger af omstændighederne.

Jeg har set folk være 14 dage om at blive en fantastisk divemaster og jeg har set andre være 2 måneder om det, og komme ud som en relativ ringe divemaster.

Men skal jeg opsummere min erfaring vil det være følgende:

  • det er nemmest at blive en divemaster hvis man gør det indenfor en organisation man kender
  • kender du ikke organisationen, så sæt dig ind i den (og de forskelle niveauer og krav der er) inden du går igang
  • sørg for at have læst alt litteraturen inden du går igang – gerne mere end 1 gang
  • sørg for at have tid til -og mulighed for at træne de øvelser du skal igennem
  • sørg for at få en instruktør du kan lide – og som kan lide dig, kemi og tillid er virkelig en issue i det her
  • sørg for at gøre det et sted eller i et tidsrum hvor du ikke har andre ting på programmet, da det kræver din fulde opmærksomhed.

Men vigtigst af alt – nyd processen!

Hvis du spørger mig om det er værd, at blive divemaster kan jeg svare klart og tydeligt ja … og så alligevel … tjae.

Det er værd at blive dygtigere og lære en masse om dykning, om man så lige skal være divemaster, masterdiver eller trestjernet dykker, er i min optik ligemeget.

Men det er helt klart fedt, at blive bedre til noget.

Og derfor går jeg da også og overvejer om jeg skal smide lidt flere penge i kassen og tage min dykning til det næste niveau….?!

Reklamer

Responses

  1. hvorfor lar vi andre fortelle oss hva vi må og ikke må.. hva vet de om oss.. hva vi er laget av.. hvor dyktige vi er.. hvor modige vi er ? de vet ingenting !!

    vi skal holde op med å lytte til de.. og gjøre det vi er best på.. være oss selv.. gjøre det vi mener er best for oss.. for vores selvfølelse.. og utvikling..

    du har vært dyktig ! du har vist alle at du er i stand til å gjennomføre det de selv kanskje higer etter å oppnå.. bruk det for alt det er verdt !! vær stolt !!

    and go for it! hva det enn er du ønsker : )

  2. Jeg tror ikke nødvendigvis at jeg lader andre fortælle mig hvad jeg kan og ikke kan – men jeg undrer mig altid lidt, når det kommer tilbage til mig, at andre taler om mig ..

    Der findes folk man altid taler om og dem der sjældent kommer op til folkelig diskussion, og af en eller anden årsag tror jeg altid at jeg er sådan en af de sidste.

    Men åbenbart ikke altid.

    … og jeg er skam stolt over hvad jeg har præsteret i mit liv og glæder mig dagligt over, at jeg er så priviligeret som jeg er.

    Og om et par timer skal jeg glæde mine smagssanser med at der er kommet to nye variationer af is i den italienske isbar: marcipan og peach melba, så bliver det ikke meget bedre 🙂


Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

Kategorier

%d bloggers like this: