Posted by: Rikke | 27. oktober 2011

Der er en kant og et knæk

Dagen i dag stod jeg ikke op klokken 6, for at klæde mig på og gøre klar til endnu en dag på det blå kontor.

Vi skulle ellers ud og gøre et hold dykkere færdige, og give dem deres første oplevelse i åbent vand og fra båd.

Men dagen i dag startede om natten.

Med den form for toiletbesøg, som jeg ellers troede jeg var færdig med, men som jeg så fornøjede mig med gennem natten og morgentimerne.

Pillerne ser nu ud til at have stoppet det værste og her henad middag er jeg ved at være nogenlunde menneske igen.

Men et menneske, der er smadret ovenpå de sidste 3 hårde dage.

I et stykke tid har jeg overvejet om jeg skulle gå videre og blive instruktør. Der er et instruktørkursus der starter den 22. november og der er eksamen den 6. december.

I mine tanker har jeg mest tænkt om jeg havde kompetencerne, om jeg kunne gennemføre eksamen og lave alle øvelserne og i det hele taget består eksamen.

Det tror jeg faktisk, at jeg kan. Selvom det både er et krævende kursus/eksamen og det også er et forløb, der koster nogen knapper.

Men netop fordi det er en pæn udskrivning rent økonomisk, ville jeg gerne have afklaret om det var noget jeg havde lyst til at arbejde med hjemme i Danmark, inden jeg gik igang. Om jeg har lyst til at bruge min fritid … eller dreje mit liv så meget, at det blev noget jeg skule arbejde med mere eller mindre professionelt.

Til at hjælpe mig med afklaringen, har jeg været med på det sidste kursus min kæreste har afholdt. Jeg har flere gange assisteret den instruktør jeg havde, da jeg var under min divemasteruddannelse, men det er første gang at jeg har været “hovedansvarlig” på et kursus. Altså at jeg har været ansvarlig for at udarbejde en tidsplan, sørge for at den blev overholdt … og sørge for at vise og gennemføre øvelserne under vand.

Og det gør en ret stor forskel.

For at holde tidsplanen måtte vi hele tiden tweake lidt her og der og blandt andet sørge for at elevernes flasker og kasser blev båret frem og tilbage, så der udover hovedarbejdet også var en del hårdt fysisk arbejde indblandet.

Og det har været sjovt og berigende.

Det er fantastisk at tage nogen mennesker uden forkundskaber udi dykningen og være med til at transformere dem til dykkere. Berigende at se ting går op for dem, og se dem blive bedre og bedre.

Og jeg kan godt forstå, hvad det er der driver andre instruktører.

Men jeg kan også mærke, at jeg er ikke der selv.

Det er fysisk hårdt og jeg har ondt i hele kroppen ovenpå de her tre dage. Jeg har også småmurren i mit ene øre og min dumme tand, hvilket nok skyldes at man belaster kroppen når man går så meget op og ned som man gør når man underviser.

Det er også et kæmpe ansvar. Nu var vi to i vandet denne gang og min kæreste kunne tage over hvor mine kundskaber ikke slog til. Men det er altså bare meget meget stort, at være eneansvarlig for nogen der skal oplæres i en sport, som kan gå galt – og endda rigtig galt.

Jeg er sikker på at alle de ting ville blive bedre med erfaringen og vanen … men jeg synes ikke at berigelsen står mål med anstrengelserne, og jeg tror ikke at jeg med den stressfortid jeg har, har brug for endnu en hobby/bi-beskæftigelse, der tærer på de fysiske og mentale kræfter.

Så lige nu og her erkender jeg, at der er en kant, og jeg ikke skal ud over den.

At jeg helst vil dykke for min egen skyld og at den videreuddannelse jeg skal have, skal være noget der bringer min egen dykning videre (eller dybere om man vil) og at jeg har det helt fint med “bare”, at fortsætte med at assistere, når andre skal uddannes.

Og jeg er glad og taknemlig for at have fået muligheden for at afprøve tingene i virkeligheden – og også glad for at min krop reagerer som den gør, så jeg tydeligt kan se hvor kanten er, inden jeg går helt ind og knækker over.

Reklamer

Responses

  1. Det lyder til at du har tænkt fornuftige tanker og gjort op med dig selv , hvad krop og sjæl kan klare lige nu.Til lykke med det.

  2. Hvor er det godt at kroppen reagerer på et for højt stressniveau, når nu hovedet vil meget mere, end du egentlig kan klare. Tillykke med dine nye erkendelser!

  3. Tak skal I have og ja, min krop er smartere (eller sartere) end mit mig … og der er ingen tvivl om at alderen også trykker, når det gælder de rigtig fysisk hårde udfordringer … selvom det ikke rigtig er noget jeg endnu vil lade mig stoppe af!!


Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

Kategorier

%d bloggers like this: