Posted by: Rikke | 20. januar 2012

Lige ved siden af skabet

Der er de der dage, der bare sidder lige i skabet. Hvor vejr, mennesker, dykning og det hele går op i en højere enhed og man tænker, at man da seriøst leverede varen.

Og så er der de andre dage.

Som i dag.

Vejret startede noget råt ud, men selskabet kunne man ikke klage over. Det var en ren “danskerbåd” og der var kun 6 gæster, så vi havde mulighed for at kræse lidt for folk.

Og det ville vi egentligt også gerne gøre – så selvom jeg egentligt ikke var på arbejde, så splittede vi på 2. dykket gæsterne op i to grupper. Min kæreste dykkede med et par gutter, der var lidt glade for deres luft og jeg tog de fire der kunne holde lidt længere.

Fordi vejret drillede lidt var det kritisk, at vi kom op et bestemt sted, da det ellers kunne være vanskeligt at få alle sikkert i båden.

Og så hoppede vi ellers. Først mig og min gruppe og lidt senere min kæreste og hans gæster.

Jeg hoppede på et plateau (Anemone City), skulle svømme gennem et “gab” der er omkring 750 meter dybt og derefter ramme et rev (Shark). Der var det så meningen at vi skulle støde til den anden gruppe der og svømme over sadlen og bagom et andet rev (Yolanda).

Jeg har gjort det flere gange og har normalt ingen problemer med det, selvom det altid er lidt nervepirrende om man nu rammer Shark som man skal.

I dag var vi de eneste på plateau’et og vi lå og hyggede os en 7-8 minutters tid inden jeg gør klar til at svømme ud i det blå. Lige inden jeg svømmer ud, får jeg øje på en skildpadde, og udsætter overfarten til gæsterne også har set den. Mens vi kigger skildpadde, kommer vi lidt skævt for, hvor jeg normalt svømmer ud i det blå.

Og så går jeg ellers igang med at svømme.

Og svømme.

Og svømme.

Og det skide rev er ikke til at se nogen steder.

Det er dårligt sigt, men da det ikke kommer op efter den normale tid, og heller ikke efter lidt længere end den normale tid, bliver jeg en anelse bekymret.

Jeg begynder at dreje lidt til højre, så jeg da ved at jeg ikke ender fuldstændigt ude i det blå med alle mine gæster og endelig ser jeg en revvæg.

Men den er bare ikke ud som den skal – og jeg kan se, at jeg på ingen måde er, hvor jeg skulle være. Det jeg har ramt ligner på ingen måde Sharkreef.

Og nu er der jo ikke noget, der udstråler professionalisme som en guide der er blevet væk – så gode råd er rimelig dyre!

Væggen vi når ind til, kunne godt ligne Yolanda (det andet rev) og jeg tænker ved mig selv, at vi må have passeret Shark og være nået for langt, så jeg vender gruppen og tager tilbage langs med væggen, i min tro på at jeg lige om lidt … liiiige om lidt, kommer til sadlen mellem de to rev.

Men efter lidt svømning, kan jeg pludselig se, at jeg er tilbage hvor jeg startede. Så jeg istedet for at svømme en lige linje over til revet, har svømme gruppen i en halvcirkel og lige tilbage i til hovedrevet mellem Shark og Anemone City hvor vi startede.

Gode råd er dyre, halvdelen af dykkertiden er gået – og folk er også ved at være pænt lavt på luft … og jeg ved at jeg er nødt til at få gruppen gelejdet ud på en svømmetur der er dobbelt så lang som den de lige har lavet, for at jeg kan få dem hen til et sted, hvor de kan komme sikkert op i båden.

Og det lykkedes heldigvis.

Med en enkelt af dykkerne på min flaske, for at strække hans luft, kom vi frem som vi skulle og vi fik oveni købet endnu en skildpadde med i købet + en hel masse napoleoner og en kæmpe, kæmpe tun.

Gæsterne var lige så lykkelige, som jeg var slukøret. De havde haft et fantastisk dyk og selvom flere af dem havde dykket på det her sted, så havde de aldrig dykket det på den her måde!

Og det er jo rigtig fint, når man kan give folk en god oplevelse, selvom man kludre gevaldigt i koordineringen.

Men jeg skulle alligevel ikke dø i synden, så på det sidste dyk valgte jeg lige at hoppe i vandet uden blybælte og måtte lige lave en hurtig redning i overfladen, så jeg kunne få mit bly rakt ned og komme under vandet.

… normalt er det sådan, at på slutningen af en dykkerferie begynder man at blive lidt sløset, man kender rutinerne og ved sådan nogenlunde hvordan og hvor alt er … og når paraderne er nede begynder man at lave fejl. Såsom at hoppe i uden bly, computer, maske eller lignede …. og jeg må så konstatere, at det samme åbenbart gør sig gældende, når man stopper efter et års dykning.

Ups – er måske et meget godt ord i den sammenhæng.

Reklamer

Responses

  1. Ja men Rikke, det er menneskeligt at fejle, så det viser bare, at du er et menneske. Kom nu bare hjem, så dykker vi nogle stranddyk. Dér er det jo bare at rejse sig op igen og få nogen til at hente det man mangler !;o)

  2. Når enden er god er alting godt.


Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

Kategorier

%d bloggers like this: