Posted by: Rikke | 28. januar 2012

Afrunding af året, bloggen og livet hernede i Egypten

Topper sidder i vinduet og kigger på et gult skilt, der med voldsomme bogstaver skriger “SEX og VOLD”, himlen er grå med gråt i og gråvejret spiller pus med min tidsfornemmelse, og jeg tror hele tiden at det er senere på dagen end det er, fordi gråvejret ligner det egyptiske tusmørke.

Mads & Monopolet spiller i radioen, en maskine vask snurrer i badeværelset, og opvaskemaskinen tager glas og tallerkener fra gårsdagens gæstebud. Kæresten er taget i spa (!) med sine drengevenner, bagefter skal de nørde dykkergrej og spise svin.

Jeg overvejer at tage ud i min have og se hvordan det hele spænder an … måske endda drikke kaffe derude og lave bål….

Folk spørger om jeg har været glad for at tage afsted og svaret er JA!. Det blev anderledes end jeg havde forestillet mig. Jeg har fået dykket meget mere end jeg troede jeg ville og til gengæld har jeg været betydeligt mindre kreativ end forventet.

Jeg har lært mange flere mennesker at kende, end jeg troede jeg ville være muligt, og jeg er sikker på, at vi har fået nye venner, der vil være i vores liv i lang tid fremover. Samtidig har jeg i den grad fået øjnene op for hvor hjælpsomme og dejlige vores “gamle” venner har været og jeg glæder mig til at være sammen med dem igen.

Vi er så meget kommet hjem – og på mange måder er det som om at vi aldrig har været væk.

… og så alligevel ikke….

Jeg kan mærke, at jeg har topmeget overskud, når jeg bevæger mig ud i verden.

Ser ting på en anderledes måde og møder folk med større glæde og rummelighed end tidligere ( … at rummelighed og overskud er en plusting, når man skal bevæge sig rundt i regeljunglen mellem A-kasse, fagforening og jobnet er en helt anden historie….), og kan generelt mærke, at jeg har det godt med mig selv og hvor jeg er – selvom der er pænt mange praktiske ting der skal håndteres.

Det skal nok alt sammen blive nået, er jeg sikker på – små skridt … lidt efter lidt.

Folk spørger mig om det ikke er hårdt at komme tilbage til kulden – og jeg må sige, at det har jeg ingen problemer med – kun en ting er lidt hårdt og det er det der med sko … damn, det er ikke ok. Man kan sige mange ting; men et år i sandaler har helt klart skabt nogle betydeligt mere sensible fusselanker, end dem jeg rejste ud med!

Men hjemkomsten betyder også en anden ting nemlig, at bloggen her har udlevet sit virke … og at den nu skal til at afvikles.

Ideen med bloggen her var at have et samlet overblik over mit sabbatår i Egypten – og eventuelt få den trykt til en samlet bog og derfor vil bloggen nu blive lukket ned og jeg vil fortsætte mine skriverier på min gamle blog, der har stået stille det sidste års tid.

“Et år i sandaler” vil dog blive liggende på nettet, i hvert fald i et stykke tid endnu og til hjælp for dem der kommer herind via google, vil jeg lave nogen opsamlingsindlæg med tips til dykning i Rødehavet, at finde rundt i Sharm og udlandslivet i det hele taget, sådan at mine erfaringer måske kan komme andre til gode.

Til dem der har læst med, kommenteret her, på facebook eller face-to-face, vil jeg sige tak, det har været dejligt at have jer med på sidelinjen og hvis du har lyst kan du fortsætte med at læse om mig og mit liv på – så fortsætter jeg på min professionelle blog: lovmand-coach.dk, hvor jeg skriver om personalejura og HR-udvikling for mindre virksomhedsejere.

Jeg håber vi ses her, der eller ude i virkeligheden….

Advertisements

Responses

  1. Hej Rikke, det bliver jo lidt kedeligt uden “Et år i sandaler”, men alting skal jo have en ende.
    Der burde jo være nok til en hel bog, så gå du bare i gang.

    • Åh dejlige Jørgi – tak for alle dine kommentarer, både her, på facebook og ude i den virkelige verden – det har været skønt at have dig med på sidelinjen .. og fantastisk at du dukkede op i lufthavnen for at tage imod os med dykkerflag og det hele 🙂

      … og hvis du kender dig for meget må du jo fortsætte læsningen på visitsen.dk – selvom der jo nok kommer mindre dykning på de linjer…

  2. Det har været meget spændende at følge med jer til Egypten og hjem igen.

    • Tak skal du have Lea – og jeg glæder mig til at følge med i havelivet på din blog. Jeg har ikke rigtig kunne læse den i Egypten, da den er meget billedetung og derfor ikke rigtig har været til at uploade med den dårlige forbindelse dernede.

      … du vil i øvrigt altid have en stor plads i mit hjerte, med dit generøse tilbud om at være backup-kattesitter, hvis det ikke gik med “drengenes” pasning herhjemme.

  3. velkommen hjem, begge to. og velkommen til Danmark, Topper.
    det har været lærerigt og en fornøjelse at følge jer på jeres færd.
    nu bliver det også okay at komme hjem i smørhullet. jeg har en kærlighedsaffære med dgi-byens vandkulturhus og flere af dine naborestauranter. så måske vi ses i dit hood:)

    • Vi takker allesammen – skal hilse og sige at Topper synes at det der Danmark er ok, men at det er underligt at menneskerne og hundene er så små, når man kigger ud af vinduet her…..

      … håber vi ses i mit hood – og jeg vil rigtig gerne følge op på det, for jeg tror at det igen er ved at være tid til en slankeøl, som jo passende kan passes ind mellem dgi og andet spas i hood’et…

      • *tommel op*

  4. Hej “Et år i sandaler” Rikke –
    som jeg jo slet ikke kender. Men jeg har fulgt med på din blog hver eneste dag mens du har boet i Egypten. Fældet en lille tåre over at du er så god ved kattene, og tudet af glæde da du skrev at Topper skulle med hjem til Dk. Som du nok kan regne ud, er jeg selv en stor katteelsker, og jeg ville selv ha sat himmel og jord i bevægelse for at kunne tage katten med hjek, hvis jeg havde været i dine sko.
    Hvordan nu med dine “drenge”? Er de blevet præsenteret for Topper? Jeg håner du skriver på bloggen hvordan det kommer til at gå med dem alle tre.
    Kærlig hilsen fra Rie

    • Hej Annemarie

      Velkommen til i kommentarfeltet – dejligt at “mødes” efter alt den tid 🙂 Jeg kommer ikke til at opdatere fra min hverdag herinde, men du kan følge med på visitsen.dk.

      Åh, at være et kattemenneske i Egypten er både en fantastisk oplevelse og en sand lidelse. Fantastisk fordi der bare er så mange smukke, søde og lækre katte alle steder og man får rig mulighed for at hilse og klappe på dem hver eneste dag … og lidelse fordi der jo ikke er nogen der tager sig af dem, så man ved at de får et kort og tit et trængt liv.

      Lige inden jeg rejste hørte jeg, at der er nogen der vil forsøge at gøre noget ved kattene i det kompleks hvor jeg boede, og jeg håber virkelig at det kommer til at ske, sådan at det ender med at der bliver sat en begrænsning for hvor mange flere kattebørn der sættes i en usikker verden.

      Med hensyn til vores drenge herhjemme, så bliver de stadig passet ude og det skyldes dels rent logistiske udfordringer og det passer ok med at Topper lige kan få lidt justeringstid, inden næste nye påvirkning. Men det er planen at de bliver hentet i næste uge eller senest næste weekend.

  5. Ha ha, det er nemt at følge med, da jeg næsten ikke skriver på min blog for tiden. Har selv fået en tilløbende kat, ingen henvendelser ved fremlysning. Nu er han kasteret også går det nok. Måske jeg skal lave et indlæg, snart:-)

  6. Hej “Et-år-i-sandaler” Rikke.

    Ja, jeg kender dig heller ikke, men har, ligesom Annemarie, fulgt flittigt med på bloggen her!
    Jeg beundrer virkelig jeres mod – at I turde rive et helt år ud af kalenderen for at rejse et år til Egypten. Det er noget jeg drømmer om, og det var egentlig også en google-søgning om dette emne, der gjorde at jeg kom ind på bloggen til at starte med. Jeg håber at jeg selv for modet en dag, at turde forlade de trygge rammer her hjemme og drage ud i Verden.
    Din blog har været vidunderlig at følge med i, især fordi du har skrevet om dagligdagsting. Og det er bidraget til, at jeg nu har mere lyst end før til at “drage ud”.
    Jeg håber at I er kommet godt til rette hjemme i Danmark igen.
    Tusind tak for en FANTASTISK blog!

    Tine

    • Hej Tine og velkommen til her på falderebet.

      Det er virkelig dejligt at få sådan en kommentar, også fordi at jeg kan se, at jeg har haft flere læsere, end dem der har givet sig tilkende i kommentarfeltet … nogen siger det når jeg møder dem ude i virkeligheden og andre, som dig og Annemarie, popper frem som en lille glad overraskelse nu 🙂

      For mig har det været helt omvendt end hvad du beskriver – det med at turde … det var så nemt at gøre det … men det har været helt vildt svært at komme hjem igen og måske har det været så nemt, fordi jeg har nemt ved at være i nuet og nogengange glemmer at tænke på bagefter ….

      Min helt konkrete erfaring – som jeg har prøvet igen og igen – på mere eller mindre baske ting er, at tingene aldrig bliver lige så slemme som det vi går og frygter.

      Selvom det bliver værre end alle de ting vi frygter – er det aldrig lige så slemt som frygten selv og den viden gør det nemmere at afprøve grænser og derud hvor tingene bliver utrygge.

      Jeg håber du tager springet en dag – og indtil da siger jeg tusinde tak for dine ord….

      • Jeg tror det er det jeg nogle gange glemmer… At frygten nogle gange er værre end selve det vi frygter.. Jeg tror jeg skal være bedre til at leve i nuet, men det kræver at jeg arbejder lidt med mit mindset 🙂 Men tusind tak for dine kloge ord!

        Og så et lille P.S. her til sidst!
        Din opskrift på vanillekranse var julens største hit 🙂

  7. Ha! Jeg vidste at de vaniljekranse var gode … dumme egyptiske ovn!!

    Og ja, de fleste af os skal igennem frygten for frygten mange gange i vores liv, men jo mere man praktisere at _gøre_ og handle på det man vil, jo nemmere bliver det … håber du har lyst til at følge med videre på vistisen.dk – for der kommer helt klart mere om at face sin frygt, for det er jeg stadig igang med!


Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

Kategorier

%d bloggers like this: