Posted by: Rikke | 20. januar 2012

Lige ved siden af skabet

Der er de der dage, der bare sidder lige i skabet. Hvor vejr, mennesker, dykning og det hele går op i en højere enhed og man tænker, at man da seriøst leverede varen.

Og så er der de andre dage.

Som i dag.

Vejret startede noget råt ud, men selskabet kunne man ikke klage over. Det var en ren “danskerbåd” og der var kun 6 gæster, så vi havde mulighed for at kræse lidt for folk.

Og det ville vi egentligt også gerne gøre – så selvom jeg egentligt ikke var på arbejde, så splittede vi på 2. dykket gæsterne op i to grupper. Min kæreste dykkede med et par gutter, der var lidt glade for deres luft og jeg tog de fire der kunne holde lidt længere.

Fordi vejret drillede lidt var det kritisk, at vi kom op et bestemt sted, da det ellers kunne være vanskeligt at få alle sikkert i båden.

Og så hoppede vi ellers. Først mig og min gruppe og lidt senere min kæreste og hans gæster.

Jeg hoppede på et plateau (Anemone City), skulle svømme gennem et “gab” der er omkring 750 meter dybt og derefter ramme et rev (Shark). Der var det så meningen at vi skulle støde til den anden gruppe der og svømme over sadlen og bagom et andet rev (Yolanda).

Jeg har gjort det flere gange og har normalt ingen problemer med det, selvom det altid er lidt nervepirrende om man nu rammer Shark som man skal.

I dag var vi de eneste på plateau’et og vi lå og hyggede os en 7-8 minutters tid inden jeg gør klar til at svømme ud i det blå. Lige inden jeg svømmer ud, får jeg øje på en skildpadde, og udsætter overfarten til gæsterne også har set den. Mens vi kigger skildpadde, kommer vi lidt skævt for, hvor jeg normalt svømmer ud i det blå.

Og så går jeg ellers igang med at svømme.

Og svømme.

Og svømme.

Og det skide rev er ikke til at se nogen steder.

Det er dårligt sigt, men da det ikke kommer op efter den normale tid, og heller ikke efter lidt længere end den normale tid, bliver jeg en anelse bekymret.

Jeg begynder at dreje lidt til højre, så jeg da ved at jeg ikke ender fuldstændigt ude i det blå med alle mine gæster og endelig ser jeg en revvæg.

Men den er bare ikke ud som den skal – og jeg kan se, at jeg på ingen måde er, hvor jeg skulle være. Det jeg har ramt ligner på ingen måde Sharkreef.

Og nu er der jo ikke noget, der udstråler professionalisme som en guide der er blevet væk – så gode råd er rimelig dyre!

Væggen vi når ind til, kunne godt ligne Yolanda (det andet rev) og jeg tænker ved mig selv, at vi må have passeret Shark og være nået for langt, så jeg vender gruppen og tager tilbage langs med væggen, i min tro på at jeg lige om lidt … liiiige om lidt, kommer til sadlen mellem de to rev.

Men efter lidt svømning, kan jeg pludselig se, at jeg er tilbage hvor jeg startede. Så jeg istedet for at svømme en lige linje over til revet, har svømme gruppen i en halvcirkel og lige tilbage i til hovedrevet mellem Shark og Anemone City hvor vi startede.

Gode råd er dyre, halvdelen af dykkertiden er gået – og folk er også ved at være pænt lavt på luft … og jeg ved at jeg er nødt til at få gruppen gelejdet ud på en svømmetur der er dobbelt så lang som den de lige har lavet, for at jeg kan få dem hen til et sted, hvor de kan komme sikkert op i båden.

Og det lykkedes heldigvis.

Med en enkelt af dykkerne på min flaske, for at strække hans luft, kom vi frem som vi skulle og vi fik oveni købet endnu en skildpadde med i købet + en hel masse napoleoner og en kæmpe, kæmpe tun.

Gæsterne var lige så lykkelige, som jeg var slukøret. De havde haft et fantastisk dyk og selvom flere af dem havde dykket på det her sted, så havde de aldrig dykket det på den her måde!

Og det er jo rigtig fint, når man kan give folk en god oplevelse, selvom man kludre gevaldigt i koordineringen.

Men jeg skulle alligevel ikke dø i synden, så på det sidste dyk valgte jeg lige at hoppe i vandet uden blybælte og måtte lige lave en hurtig redning i overfladen, så jeg kunne få mit bly rakt ned og komme under vandet.

… normalt er det sådan, at på slutningen af en dykkerferie begynder man at blive lidt sløset, man kender rutinerne og ved sådan nogenlunde hvordan og hvor alt er … og når paraderne er nede begynder man at lave fejl. Såsom at hoppe i uden bly, computer, maske eller lignede …. og jeg må så konstatere, at det samme åbenbart gør sig gældende, når man stopper efter et års dykning.

Ups – er måske et meget godt ord i den sammenhæng.

Reklamer
Posted by: Rikke | 18. januar 2012

Bye, bye … og haj

Vi tæller måske mindre ned end vi ved af.

Der er 7 dage til I kommer hjem” råbte min niece i baggrunden da jeg talte med min søster på Skype i morges.

Og det er der.

Engang var der et år og nu er der 7 dage.

Da vi besluttede os for at tage herned, begyndte hajerne at bide. Lidt i turisterne og primært i snorklerne. “Er I ikke bange for hajerne” spurgte folk (der ikke var dykkere) os.

“Næ – måske mere bekymret for den politiske situation”, svarede vi (eller måske mest min kæreste, da jeg havde for travlt med praktikken, til rigtig at opfatte “det arabiske forår”).

Og politikken kom og skabte sig mere end hajerne. Faktisk var det forbavsende og forbløffende få hajer vi så (og den politiske situation kunne vi heller ikke rigtig mærke her i Sharm, da vi kom ud over februar måned).

Men her til sidst ser vi hajer.

(Fotoet er taget af Henrik D- og tvistet en smugle af mig. Hvidtippet revhaj på Ras Umm Sid)

Først stødte jeg på ovennævnte hvidtippede revhaj ude på spidsen af Ras Umm Sid, da jeg dykkede sammen med Henrik og Pernille der var på besøg fra dykkerklubben derhjemme.

Og i går toppede samme dykkersted med ikke mindre end to af slagsen.

Først en lille revhaj i øjenhøjde og da den forsvandt og jeg kiggede efter den, lå der en større og noget mere massiv fætter og svømmede rundt under os. Ligesom den anden havde den hvide markeringer på rygfinnen. Men jeg lagde mærke til at den var meget bredere over hovedet og at den havde hvide markeringer på sidefinnerne.

Begejstringen ville ingen ende tage – men da vi havde ligget og pladret rundet på +30 meter og mine gæster ikke var vildt erfarne blev dykket sluttet efter bare en halv time – hvilket egentligt var meget heldigt, da vi så stadig havde alle detaljerne skarpt i erindring og kunne finde ud af at den store fætter, havde været en oceanisk hvidtippet.

Sådan en af dem, som havde lavet en del af balladen forrige år.

Og jeg er rimelig glad og fortrøstningsfuld over at gense lige præcis den slags haj, dels fordi at den kan være med til at afmystificere, at alle hajer er blodtørstige angrebsdyr og fordi at det er et tegn på at det ikke lykkedes for menneskerne at skabe varrige skaber i deres jagt forrige år.

Der er 7 dage til vi rejser. Af dem har jeg 4 dykkerdage tilbage og på de dage vil jeg huske mit kamera og forhåbentligt få flere gode dykkeroplevelser med mig hjem.

Posted by: Rikke | 18. januar 2012

Cairo

Cairo er mange ting – og sikkert flere end hvad vi fik set.

Det er opbrud, nedbrud og historiens gennembrud.

Det er pyramider i flok – og på størrelse med en tændstiksæske

Det er affald langs den frodige Nil

og nytænkning i cafébranchen

Det er revolutionen og dens døtre

og revolutionens ofre

og endelig revolutionens rigtige vindere (?)

Det er historiens vingesus

og nutidens nedtur

Opretholdelse af livets nødvendigheder. For mennesker

og dyr

Det er medierne der er magt og pigtråd ved tvhuset

Og europæisk livstil og fantastisk thaimad på de store hoteller

og tiden der går på egyptisk

 

 

Posted by: Rikke | 14. januar 2012

katteliv

Vel hjemkommen fra Cairo står Topper og venter på sin mad, og på pc’en venter en herlig besked fra EgyptAir om, at vi godt kan tage hende med os hjem i flyet.

Yes!

Efter at have rendt fra Herodes til Pilates og tilbage igen, har vi endelig fået det sort på hvidt, at selvom der står, at man ikke kan have dyr med det fly vi skal med, så kan man alligevel.

Og om 1½ uge kan kræet fyldes i en mindre kattetransportboks – indkøbt i Cairo – og forhåbentligt komme med hjem til en fin tilværelse i Danmark.

Grunden til at der på hjemmesiden står, at man ikke kan have dyr med i Boing 373 er åbenbart at der ikke er nogen ventilation i deres bagagerum.

Deres første svar til os var:

“Regarding to your inquiry, we can advise you that aircraft type Boeing 737 actually does not accept live animals as it has no ventilation system into its hold(with luggage)”

Men på min yderligere forspørgsel fik vi så følgende svar:

“Kindly, we advise you that flights MS021 on 25th January  will be operated by aircraft type airbus 321 and MS 759 on the same day will be operated by aircraft type Boeing 737-800, both have ventilation system and suitable for carrying live animals into their holds.

You will pay about 150 USD per one live animal. You can pay these fees directly at the check in counter in the same day of the flight or through EgyptAir sales offices before your flight.”

Og det må jo så betyde ja.

 

Posted by: Rikke | 12. januar 2012

Cairo tur-retur

Når man ikke kan dykke, må man spinde …. eller når man ikke er nøgen, så i det mindste foretage sig noget andet.

Så da vi alligevel er grounded og vores planlagte Cairo tur blev aflyst, gør vi det da bare nu.

Eller lige om lidt.

Flyver her kl. 6.30, har bestilt en vogn der henter os i lufthavnen – tager et smut forbi de der pyramider og så hen på hotellet, med planlagt returnering lørdag kl. 15.50 – og lige i rette tid til at vi kan komme tilbage til lægen, der forhåbentligt siger, at kæresten er klar til at dykke, i den uges tid der så er tilbage.

Jeg glæder mig til turen – er helt høj ved tanken om at skulle se noget andet Egypten end Sharm og Dahab.

Og måske få mulighed for at snuse lidt til oplevelsen af at være i Egypten, her i en historisk tid ….

Posted by: Rikke | 11. januar 2012

Begyndelsen til enden

Så er der booket billet hjem!

Vi er stadig småsløje og ingen af os kan dykke. Min kæreste får på lørdag at vide om det er mere langvarrigt eller ej og jeg går ud fra, at jeg selv ville kunne komme i vandet om et par dage, men føler mig egentligt ret “uddykket” som det er.

Med det i mente og en melding fra dem der bor i vores lejlighed, om at de godt kan flytte ud før tid, blev beslutningen taget og billetterne hjem (endeligt) bestilt og vi lander i Cph den 25. januar 2012.

Der var 2-3 billetter tilbage på de fleste af de afgange vi var inde og kigge på, så det var ved at være på et hængende hår at vi kunne komme hjem.

Grunden til at vi har været så langsomme til at få bestilt billetter, til en hjemkomst som vi sådan set har kendt til i nærmest et år, har skyldtes denne her kat.

Vi rejser nemlig med EgyptAir hjem. De har en fornuftig pris og så kan man have 2×23 kg med sig, hvilket er et stor issue for sådan nogen bagagetunge mennesker som os. Man må gerne have kæledyr med på deres fly, skriver de på deres hjemmeside. Bare ikke på Boing 737.

Og de eneste fly, der flyver direkte til Cph er Boing 737.

Derfor har vi været ude i noget med, at skulle vi selv have hende med, måtte vi over et af nabolandene og derefter til København og dermed ude i noget der hedder 3-4 flyskift og 16-18 timers transport.

Hvilket ikke er fuldstændigt optimalt med et mere eller mindre bedøvet kæledyr.

I et stille desperat håb om at informationerne på hjemmesiden ikke var opdateret, var vi så ude og snakke med EgyptAirs kontor i Sharm og efterfølgende i dialog med EgyptAirs hotline i går.

Der fik vi samstemmende at vide, at de ikke ville være noget problem at tage katten med i flyet, så længe den opfyldte kravene til at have den med i kabinen!

Ingen af dem kunne dog forklare, eller forholde sig til, at det ikke er det der står på hjemmesiden. Vi har skrevet til EgyptAir for at få det endeligt bekræftet, ligesom vi bruger alle andre tænkelige (og utænkelige) kanaler for at få det bekræftet.

Både på kontoret og på deres hotline var de meget specifikke med hvad det kostede at have kræet med om bord, og vi håber i vores stille sind, at det her – om ikke andet – så er noget vi kan betale os ud af.

… men åh, at være så tæt på at alting kan gå op i en højere enhed og det så måske alligvel ikke lykkedes er næsten ikke til at holde ud.

 

Posted by: Rikke | 9. januar 2012

Et mellemspil af ynk og elendighed

Vi skule have været i Cairo nu. Pyramider, museer og måske endda lidt shopping. Noget andet end Sharm, lidt kultur på afslutningen af dette år.

Men vi gik i seng i stedet for.

Ikke på Yoko og Lennon måde, mere noget med snot, lommetørklæder og kollektiv ynk.

Det er slemt nok at være syg, men bedre bliver det ikke af at være syg samtidig med kæresten. Der er seriøst ingen måde jeg kan vinde dér.

Så nu hvor jeg så småt er ved at vende tilbage til overfladen og kan overskue mere end bare mig selv, mit snot og mine dårligdomme, får han det selvfølgelig værre.

Så slemt at vi må se en doktor – som ender med 3 forskellige og en masse medicin og en tid en til en scanning i overmorgen.

Bihulebetændelse – og da det er anden gang indenfor 14 dage, en tilsnigende risiko for at udvikle kronisk bihulebetændelse. En nærmere dom forventes at kunne afsiges i overmorgen.

Bihulebetændelse og dykning er ikke to ting der spiller sammen. Og da han var syg sidst, og kom for hurtigt i vandet kom straffen rimelig hurtig. Blod i masken og hovedpine efter 1. dyk, flere gange næseblod efter andet dyk og 14 dages dykning med pressen i bihulerne.

I forbindelse med denne her forkølelse og vi så været ude i noget med at presset i bihulerne blev så stort, at han begyndte at få synsforstyrelser oveni hovedpinen.

Så det er ikke helt til at spøge med, specielt når man lever af at dykke.

Planen var at vi skulle være hjemme den 1. februar – billetterne er dog endnu ikke bestilt, da et puslespil med hjemtransport af en kat, ikke har ville lægges færdigt.

Men hvis min kæreste ender med ikke at kunne dykke i den nærmere fremtid, kan jeg forstå på ham, at han rigtig, rigtig gerne vil hjem.

Så lige nu skal jeg igang med at kaste nogen livliner mod moderlandet for at se om vi eventuelt kan få stykket en tilværelse sammen derhjemme, hvis vi kommer hjem før tid … uden noget sted at bo, inklusiv en kat – og uden noget varmt tøj.

 

Posted by: Rikke | 4. januar 2012

2012

2012 er egentligt startet rigtig fint. Besøg af flere venner fra DK – mere ost, brød og lakridser … og to fantastiske lokale dyk hvor vi så fritsvømmende muræne og stenfisk på det første og toppede det med en hvidtippet revhaj, en ørnerokke jeg nærmest kunne kysse og en skildpadde. Efterfulgt af en super dag på Tiran igår og en lige så god dag på Thislegorm i dag.

Blå himmel, sol og milde vinde.

Så alt var godt, indtil jeg kom hjem med en en begyndende forkølelse der sidder i mit venstre øje og en forespørgsel om noget økonomi som jeg bare havde håbet på ikke ville komme.

Nogengange er det der med vandet bare nemmere end resten af tilværelsen.

 

Posted by: Rikke | 1. januar 2012

2011 – den sidste del

Med lugt af bacon i huset og resterne af gårsdagens kransekage foran mig, er jeg klar til sidste del, af sidste del på min opsamling på året der gik.

Som sagt er det afledt af spørgsmålet om hvad jeg egentligt har fået tiden her i Sharm til at gå med, i det år min kæreste og jeg har holdt sabbat fra vores hverdag i Danmark.

Del1, 2 og 3 finder du her: del #1 januar – marts, del #2: april – juni og del #3: juli – september.

Oktober

I oktober begyndte vejret at blive udholdeligt igen. Vandet var stadig varmt nok til, at jeg kunne dykke i shorts og t-shirt, men luften kold nok til at man kunne holde ud af være oven vande.

     

Jeg fik besøg af en gammel kollega, og fik samlet op på nogen af fortidens synder (hans) og nutidens ynder (mine) og genopfrisket den friske tone mellem os.

     

Med oktober kom også italienerne (og fluerne og myggene) tilbage. Alle havde de været væk hen under sommeren, men med de lidt køligere dage var de tilbage. Det betød at der igen blev lidt liv i bolig området og at vi endelig fik lavet den lås, der var gået i stykker i juli måned.

Jeg dykkede mere og mere. Nogen gange som guide for venner, bekendte og gengangere og andre gange som betalt guide for centeret. Og da min computer stod af i oktober, var det heldigt at det var samtidigt med at vores ven Tom for 3. gang var hernede, sådan at jeg kunne låne hans computer i den tid der er tilbage hernede.

Som året gik på hæld begyndte nogen af instruktørene at tage afsked med livet hernede og i oktobermåned måtte vi sige farvel til Attila, som jeg har lært en masse om makroliv og dykkerstil af.

     

Det var også i oktober at jeg sammen med Sonja var i Nabq, på en tur der endte med en spontan middag i vandkanten, sammen med en flok af hendes bedouinvenner. Det var smukt at se solen gå ned bag bjergene, mens månen stod op over vandet.

     

Både min kæreste og jeg havde travlt i vandet og vi nød de sidste af årets fiskefulde dyk – ikke helt vidende om hvor meget temperatur og dyreliv sidenhen ville falde.

November

  

Med efterårets kommen – og dertil hører også november, selv i Egypten, kunne vi godt mærke at solen havde svigtet DK. For vi fik travlt med kursister, gengangere og venner der kom ned og besøgte os. Der var travlhed både over og under vandet og det var rigtig skønt at mærke … også helt konkret på lakridstallet, der blev pænt forøget, af alle de gæster vi fik.

  

De var ikke kun lakridstallet der var blevet forøget – Toppers vægt var også kommet noget op i højderne. Og mens vi andre kunne begynde at tælle kalorier op med småkager og æbleskiver til 1. søndag i advent, måtte Topper tælle ned til spisetiderne og indse at rationerne blev mindre og mere besværlige at komme til, da hun simpelthen blev sat på ration.

Desværre fik vi også ravet noget sygdom til os – for mit vedkommende var jeg nærmest underdrejet i 14 dage … og bl.a. derfor blev november brugt til meget sengeligning og boglæsning og ikke meget fotografiering.

December

  

I december kom der endnu flere gæster hjemmefra – og jeg startede måneden ud med et forsøg på at skabe julestemning … og hver dag i december blev forsødet af lakrids som Gitte havde haft med til mig.

  

De gæster der var hernede var meget aktive, så der var flere ture til Dahab ligesom der blev arrangeret ture til Thislegorm, natdyk fra båd og meget mere.

  

  

De dage jeg ikke dykker, bruger jeg morgen på at gå til pilates. Træningsstedet ligger ca 20 min. gang fra hvor jeg bor og jeg går frem og tilbage og nyder at morgenen er kølig og frisk. Og da jordbærsæsonen så småt starter op igen, føles det virkelig som en dansk sommer.

  

Sammen med søde Sonja er jeg igen på tur. Denne gang ude i ørkenen, hvor vi spiser sammen med en af hendes venner og ser natten falde på, stjerne komme frem og hører den store stilhed, der runger ude i ørkenen.

Midt i måneden tager jeg første skridt ud i tek-dykningens verden. Det er sjovt og udfordrende og meget, meget lærerigt.

  

  

Min dejlige veninde kommer på besøg og jeg nyder en uge med venindesnak, pilates, fælles dykning, Dahab, middage og lidt mere snak. Det er fantastisk at have nogen man kender så godt, så tæt på i så lang tid og vi har en dejlig jul sammen.

  

Vi er 8 juleaften og til den efterfølgende julefrokost. Og alt er dansk og traditionelt, takket være min veninde, Thomas og Marie – der i den grad bragte julen (og dens mad) ned til os. Og mellem alt spisningen dykkes der igennem hele ugen.

  

Dykkercenteret inviterer på julebowling og de fleste i centeret møder op og det er sjovt at se den iver som specielt det egyptiske personale lægger for dagen.

Da vi når frem til årets sidste dag, og vi er ved at være ved vejs ende – er vi egentligt også pænt trætte. Det kan godt være at vi bare har dykket, daset på en båd, lært mennesker at kende og spist en masse i mellemtiden – men vi har gjort det ret aktivt.

Nytårsaften bliver en stille affære med bare min kæreste og mig .. vi lytter til dronningen over netradioen og vi snakker om vores fremtid om hvad vi egentligt vil med hinanden, livet og 2012.

Og det er egentligt to ret tilfredse mennesker der tørner ind i seng sådan ikke for længe over midnat – og når jeg sådan kigger tilbage på året der gik, synes jeg faktisk at jeg med ro i sindet kan sige, at jeg brugte året … og brugte det godt.

Godt nytår til dig der har læst med – både nu og igennem året der gik.

Posted by: Rikke | 31. december 2011

2011 – del 3

… og der er mere endnu .. hvis du vil begynde med begyndelsen så starter det her #1 og #2

Juli

  

Efter et stykke med sommer hjemme i Danmark, var varmen ikke mindre belastende hernede. Jeg har oplevet at svede fra steder på kroppen, jeg ikke vidste at man kunne svede fra. Jeg har siddet stille på en stol og haft sveden drivende af mig og jeg har dryppet på mine tæer, bare ved almindelig gågang.

Så det er ikke så underligt at al tid der ikke foregik på en båd, blev tilbragt i skyggen, indedøre med aircon eller endnu bedre i Dahab, hvor det altid blæser, hvilket er rigtig, rigtig rart om sommeren.

Juni var hård på andre måder, for det var også den måned, hvor Killingen forsvandt – desværre nok ikke efter egen vilje. Hvilket vi dog ikke kan bevise. Jeg var seriøst ked af det … men måtte også erkende at Egypten og katteliv er anderledes end i Danmark og der gik ikke mange dage før vi måtte kæmpe en hård kamp, for ikke at blive katteforældre for endnu et kuld killinger.

Men er livet i overfladen hård, er det noget andet i vandet:

     

Ingen billeder kan i virkeligheden vise den mangfoldighed og rigdom som Rødehavet viser om sommeren. Shark & Yolanda er det smukkeste sted at dykke – men kæmpe stimer af fisk som man kan blive fuldstændigt fortabt i.

Det er fabelagtigt med tryk på alle bogstaverne.

Og mellem dyk og sved, så knoklede jeg på med min Divemaster. Det var rigtig meget teori der skulle læses og en hel del øvelser der skulle udføres, testes og vurderes. Jeg var med til en del undervisning og havde også selv ansvaret for en del af det. Det var spændende og det var sjovt og jeg var rigtig, rigtig tilfreds med valget af instruktør. Hun var virkelig dygtig og et rigtig godt selskab.

Og mens det var varmest og alle mennesker og dyr forsøgte at holde sig inde og dadlerne blev modnet på palmerne, begyndte Ramadanen. Og folk blev sløve og dvaske og nærmest alle steder kunne man finde folk (vagter, butiksansatte, vores staff) som sad i et hjørne og småsov. Og vi andre drak og drak for ikke at blive dehydrerede og man følte sig altid en lille smule skamfuld når man gjorde det foran en troende muslim.

  

August

I august får jeg endelig gjort min Divemaster færdig og jeg tager en lille pause fra dykkeriet

  

Jeg har mig et par rolige morgner og kommer igang med nogen af de “projekter” jeg har haft liggende i baghovedet. Sylter nogen af de frugter der er i sæson (belært af erfaringen “ta’ dem når de er der”), prøver om jeg kan få nogen frø til at gro (hvilket jeg ikke kunne).

  

I august forsvinder Topper også. Først tror vi at hun er helt væk ligesom Killing, og naboens to katte, men senere kommer hun tilbage og vi finder ud af at vi ikke vil kunne finde ud af lade hende blive tilbage når vi rejser. Vi går igang med at få hende gjort klar til turen til DK. Det er også i august at kærestens vane med at slutte dagen med en cola og en stang saltstænger virkelig rodfæstes og der indkøbes lager af saltstænger.

Og endelig er august måned der hvor den første juleforberedelse gøres i og med at jeg sylter et glas med kirsebær til julens risalamande (og jeg skal hilse og sige, at de blev rigtig gode!)

  

Inden august bliver til september holder vi en lille ferie og tager til Dahab … og dykker (!). Et lille morgendyk lokalt .. og så afslapning resten af dagen. Det er seriøst ferie og vi nyder det og det bliver ikke bedre, da jeg endelig får mulighed for at se en søhest og kæresten finder et sted hvor de sædvanlige 2-3 øl er suppleret med en hvedeøl.

September

I september har kæresten fødselsdag og op til det havde jeg gjort mig mange krumspring for at få bestilt hans gaver og få dem bragt herned. Hans gode ven Tom kom til fødselsdagen og de stempler og neoprenbukser havde fået fat i, var heldigvis noget han kunne bruge. Bytning var heller ikke mulig.

Noget der også kunne bruges var de svinemørbrad, omviklet med bacon som vi serverde på den fødselsdags BBQ, vi holdte for kæresten. “Væk som dug for solen” er en sneglebetegnelse for den raskhed hvormed de forsvandt.

     

Tom var her i 14 dage og det var 14 dage med gode og en lille smule slemme oplevelser. Det var super at hænge ud i pølen om aften efter en travl dag på vandet. De to venner tog et teknisk kursus, der skulle give dem kompetencer på dyk ned til 100 meter og det hele endte med at min kæreste kom en tur i Trykkammeret. Det var ikke nogen rar oplevelse.

Så var det en noget finere tur vi sammen tog ud til Ras Mohammed, hvor vi så det hele lidt fra oven, i forhold til når vi dykker derude.

Til sidst fik Topper en tur. Op på bordet og med nål i poten … hun skulle gøres klar til hjemtransport, for Tom skulle have blodet med hjem til Danmark, så det kunne sendes til Tyskland.

September var også den måned hvor for alvor fik gang i gymnastikken igen. Startede på zumba og pilates – det var skønt at få rørt sig igen og det er rigtig rigtig rart, at der ikke er nogen billeder fra timerne.

« Newer Posts - Older Posts »

Kategorier