2012 i tilbageblik

Jeg må tit tage mig selv i at sige “Ja, jeg er jo lige kommet tilbage til DK, efter et år i Egypten” og ret skal være ret, det er jo stadig mindre end et år siden … men at kalde det lige, er måske at overdrive lidt. Men det her år er bare gået så hurtigt, at det føles som lige – og samtidig hænger så meget af det der er sket i 2012 sammen med mit år i Egypten.

Derfor er det måske meget passende at mit 2012 tilbageblik lægges på denne blog – også fordi min “normale” blog pt. er udisponibel pga. en meget tiltrængt opdatering.

Og netop opdatering – eller forandring har været kodeordet for 2012. Det har i den grad været året hvor jeg lag efter lag fik skrællet et tykt lag af det gamle Rikke af og kom ind til et mere trimmet jeg, som nu står på tærsklen af et helt nyt liv …

Men historien begynder her:

Januar

I januar 2012 var vi stadig i Egypten. Vi fejrede nyåret sammen, bare os to, mens vi talte om vores kommende liv og drømme.  Januar var kold og vi frøs og var meget utålmodige efter at komme hjem. Vi fik dog også besøg hjemmefra og havde nogle rigtig gode dyk med Henrik og Pernille, og jeg fik endelig set indtil flere hajer

  

Vi kom også endelig til Cairo og fik set pyramiderne og resterne af revolutionen. Mens ellers handlede januar om at få presset det sidste ud af dykningen og alt andet i vores kufferter … og bekymringer over om det skulle lykkedes os af få den (overmætte) egyptiske prisesse med hjem.

   

Februar

Kolde Danmark, dejlige Danmark. Jeg var så glad for at være tilbage og gik og stålede i min egen lille boble, i den første tid herhjemme. Befriende var det at kunne gå ned af en gade uden at blive tiltalt. Skønt var det at have varmt tøj og huse der kunne opvarmes.

  

Jeg fik genskabt relationen til venner og familie. Fejrede min fødselsdag med blomster og middag, der hvor maden er tilberedt med riiigeligt med smør (men lige præcis i tide til ikke at få østersforgiftning).

Toppers vej mod lykken i Danmark havde trænge kår. Min nevø viste sig at have katteallergi, og selv nok så mange behandlinger hos zoneterapeut og body-sds, gav ingen resultater. Vi måtte tage hende hjem igen og det medførte væbnet krig mellem Topper og de danske missedrenge … og vi var klar over at noget måtte gøres.

Februar var også tiden hvor vi dels kiggede på nye sommerhuse til grunden i Saksild og bytte-rækkehuse som helårsbolig. Vi fandt hverken det ene eller det andet. Sommerhuset endte med at blive tegnet af en arkitekt og rækkehusideerne blev skottet … jeg kunne ikke forlig mig med tanken om at flytte til provinsen … som i Glostrup og omegn.

Marts

I starten af marts smadrede jeg mit kamera … så den måned er ikke så fantastisk dokumenteret. Nåede dog at få nogle billeder af Toppermissen – som vi fandt et nyt hjem til, men som vi beholdte frem til påske.

  

Min fødselsdag blev fejret den første dag i marts … og det kunne selvfølgelig kun ske med lagkage lavet af lakrids og rugbrød. Jobsøgningen gik for alvor igang og efter, at jeg havde smadret mit eget kamera fik jeg taget nogle profilbilleder af en ven (dog primært med ansigtet forrest).

Jeg kørte rundt i jobsøgningssystemet og håndterede a-kasser og job- og arbejdsmarkedscentre og mit følesesregister gik op og ned, som systemet var både understøttende og udstødende.

Mine tanker begyndte at gå mere og mere i retning af at frigøre mig fra systemer og arbejdsgivere og hoppe ud i noget selvstændighed … men vingerne var ikke helt klart til at bære endnu.

På de sidste dage i marts tog vi endelig afsked med Topper. Hun kom over til Ulla i Vejle. Hvor hun lever det bedste katteliv en egypterkat, kunne drømme om at leve … ja, faktisk nok en lille smule bedre end det.

April

I påsken vendte vi endelig tilbage til mit elskede og savnede Saksild. Til alle sommerhusets dyder, min lille urtehave, gode naboer, klar himmel og hvidt sand. Misserne vendte tilbage til jagtmarkerne og Bertram fangede igen mus, som havde han aldrig været væk.

Foråret var også der hvor jeg for alvor forstod hvad mit år i sandaler havde betødet på den lange bane. Jeg kunne mærke at lige så langsomt blev akklimatiseret og på en eller anden måde blev mere og mere “mig”.

En af de store-i-det-små ting der skete var at jeg var nødt til at tage mine fødder seriøst. Jeg kunne ikke længere gå i almindelige sko og måtte derfor ud på en lang og stor rejse udi “fornuftigt fodtøj” og indlæg. En rejse der langt fra er slut … og så jeg må indrømme jeg kun har taget modvilligt – om end med stor omtanke for de fødder der gerne skulle tjene mig resten af mit liv.

Og mens jeg kæmpede med fødder og skrankepaver … groede der ting frem i lille nyttehave. Asparges dukkede op, sammen med blomster på kirsebærtræet og for første gang så jeg de liljekonvaller jeg plantede lige inden jeg rejste til Egypten.

… og med det slutter første del af 2012 i tilbageblik ….