Om at skifte ham

Jeg har blogget i mange år.

Jeg var ikke med i den allerførste omgang, men jeg var en del af det bølgeskvulp, der kom mellem de få selvkodede blogs og den tsunami af blogs, der kom med smartlog, urban, TV2 og de andre blogs.

Jeg købte mit første domæne i december 2003, men fik først bloggen op og køre i februar 2004. Mit første operativsystem var pMachine, der fungerede upåklageligt, indtil weblogs blev hærget af spam i mængder, der fik de fleste bloggere til at gå i knæ.

Da man ikke længere kunne holde skansen, fik jeg flyttet bloggen over på WordPress, som jeg har været glad for siden. Både på selvhostede blogs, og som her på WordPress egen server.

Det er nemt og enkelt og det er det der skal til, når man som mig ikke er så meget inde i det der ligger bag maskineriet.

Jeg startede egentligt med at blogge, fordi at jeg kunne se at min skriftlige fremtoning var ved at blive ændret af mit fag. Jeg skrev længere og længere sætninger, i et snørklet og kantalisetisk sprog. Så bloggen blev mit fristed, hvor jeg kunne lege med ord og holde fast i et mere poetisk sprog.

Jeg skrev om min hverdag, mine følelser omkring ting – men jeg skrev anonymt, både med hensyn til hvem jeg var, hvad jeg lavede og hvem jeg omgik.

Det at blogge, åbnede en fantastisk verden for mig. Spændende mennesker, bekendskaber og endda venskaber voksede frem. Fremmede mennesker blev kendte og fremmede menesker følte at de kendte mig via mine ord.

Dengang var fællesnævneren “at man skrev på nettet” og der fandtes ikke samme grupperinger som der gør i dag. Modeblogs, madblogs, kreablogs og alle de andre typer af blogs og fællesskaber der er kommet til senere og på nogen måder synes jeg, at det er lidt synd at mange af grupperne har det med at lukke sig om sig selv og kun læse, kommentere og forholde sig til blogs, der handler om det der allerede findes i deres egen verden.

For mig har det mest interessante ved weblogs altid været, at de har givet mig en indsigt i andre mennesker, der lever deres liv og tænker deres tanker, på en anden måde end mig.

Og det vil det nok fortsætte med at være.

Og nu har jeg startet denne her blog.

Om mit liv i Egypten – mit år i sandaler.

Og jeg kan mærke at det er lidt svært at skifte blog.

For første gang er jeg gået åbent ud med hvem der befinder sig bag ordene, hæfter den sammen med min facebook profil og har fortalt om bloggen til kollegaer og andre jeg har været i berøring med.

Og jeg kan mærke, at jeg pludselig får en form for præstationsangst, om det jeg skriver er godt nok, beskrivende nok -og jeg kan mærke, at ordene ikke flyder lige så let som tidligere.

Jeg har fået smidt mit gamle ham og lige nu føler jeg mig utrolig sårbar og åben – men jeg er sikker på, at når der er gået noget tid vil mit nye jeg åbenbare sig og jeg vil føle mig lige så meget hjemme på denne blog som på den gamle.

Men det nye ham skal lige strækkes lidt, tørres og hærdes….