Posted by: Rikke | 18. september 2011

Psykopater stresser

Fik en mail fra en gammel studiekammerat, der er sygemeldt med stress. En psykopatisk chef var hendes banemand.

At kalde nogen psykopater er legende let og måske bruger nogen af os ordet for meget eller for let.

Jeg synes dog at jeg gennem livet haft med min del af personlighedsforstyrrede mennesker at gøre. Fra en alkoholiseret og voldelig kæreste, til en chef, der ikke mindre end to gange forsøge at slå sin elskers partner ihjel. Og så alle dem midt i mellem.

Og jeg synes at jeg efterhånden har fået mig en psykopatradar – en kendt rislen ned af ryggen når adfærd og symptomer slår igennem.

Som når chefen er yderst charmede men samtidig truede overfor alle “under” ham, Eller man den ene gang efter den anden opdager hvordan han bluffer sin vej gennem systemet – og uden blusel udnytter folk og kalder deres arbejde sit eget. Eller han opfører sig på en måde så man til sidst er fysisk bange for at være alene med ham, da man aldrig ved hvilken vej han gå.

Det var også ham der truede med at “enten var jeg med ham, eller så var jeg imod ham … og det var ikke et godt sted at være”, og fortalte en kollega, at hun skulle gøre hvad han bad om, for ellers kunne han jo fjerne hendes hjemmearbejdsplads og han havde i øvrigt ikke godkendt hendes ferie endnu.

Eller forhandlingspartneren, der altid fór op og reagerede voldsomt på næsten alle møderne, fortalte hvor vigtig han var og hvor meget indflydelse han havde hos dem der var over os. Ham der tog os med bukserne nede ved ikke at følge almindelige forhandlingsregler og istedet for at komme med udsagn og argumenter bare sagde mange ord i en rækkefølge, uden at de egentligt gav nogen mening. Ord som han i øvrigt ikke ville citeres eller refereres for.

Psykopater har selvtillid på størrelse med rundetårn” siger cand. polit. Sanne Udsen, der har skrevet bogen “Psykopater i jakkesæt” – og det har de mennesker jeg har kendt, og som jeg vil kalde psykopater, alle haft.

Selvtillid – og evnen til at få en skubbet helt derud hvor man ikke længere ved hvad der er op og ned.

Det der sted hvor man gang på gang forsøger at skabe mening i galskaben og siger til sig selv og andre at det må da hænge sådan sammen ikke? Men hvor man alligevel begynder tvivle på, at hvidt er hvidt og sort er sort – fordi psykopaten gentagne gange har indprentet i en, at det i stedet er æbler og bananer og dem der tror det er hvidt og sort er uintelligente amøbe fæhoveder.

Og mens der er pskopattjeklister og tester der kan tages for at finde ud af om din chef er psykopat, så er der ikke så meget litteratur om at håndtere psykopater. Men det gør heller ikke så meget, for der nemlig kun et råd som virkelig gælder, når det handler om psykopater.

Kun en ting der helt sikkert fjerner den helbredsrisiko det er at være i nærheden af psykopater – det være sig en partner, kollega eller leder.

Og det er – kom væk!

Fjern dig før de gør for meget skade.

Forsøg gerne at gøre andre opmærksom på det, fortæl åbent om alle de løgne, selvmodsigelser, nedgørelser, trusler og alt det andet bras psykopaten lukker ud. Tag noter, sæt datoer på og skriv detaljerne ned – men regn ikke med at det kommer til at gøre nogen forskel.

For lige så led psykopatchefen er nedad til lige så god er han eller hun opad til – og psykopatchefer er ofte skattede af deres leder. Chefer der får ting til at ske og kan sige alle de rigtige ord på en charmerende og vittig måde.

…. indtil de måske bliver indhentet deres egen virke og spind af løgne eller bliver opdaget i en kælder med en mukkert, på vej til at slå et menneske ihjel.

 


Kommentarer

  1. Uha, ja Rikke!!! Jeg har også mødt min del af dem. Og sjovt nok, så har de en evne til at væve en ind i deres “spind” sådan at man næsten ikke opdager den er gal, før det næsten er for sent. Men så er det dælme også om at få benene på nakken. Det har jeg så ikke altid været så heldig med, men er da også ved at lære det. Problemet er jo også, at der er grader udi det her. Nogen er værre end andre og mere åbenlyse end andre. Et godt og relevant indlæg!

    • Tak skal du have og ja det største problem er at det kommer langsomt og snigende – kombineret med at psykopater kan være nogen af de allermest charmerende mennesker, hvorved de fleste indledninger af forholdet er fyldt med rigtig gode stunder, som man hele tiden vender tilbage til i tankerne og gør til en målestok for at tingene nok ikke er så slemme igen.

      Og ja, der er grader.

      Men i alle graderne får man følelsen af at man er den der forkert og det kan i alle tilfælde være med til at nedebryde ens selvfølelse.

  2. Jeg har lige sagt mit job op pga. af en psykopatisk chef.

    Der gik over et halvt år, før jeg opdagede, hvad der foregik. Indtil da havde jeg bare undret mig over mine kollegers underlige opførsel. De var jævnt hen apatiske og uengagerede.

    Min chef, han var charmerende og karismatisk og absolut med på lidt modspil og nogle gode, faglige diskussioner. Så jeg fattede ikke, hvorfor der ikke var andre end mig, der gav ham det modspil.

    Lige indtil den dag, hvor han pludselig stod på mit kontor og råbte af mig over noget, jeg ikke anede hvad var. En episode, der ikke fik lov at stå alene. Jeg blev overfuset for ikke at have udført ordrer, som han aldrig havde givet. Jeg blev anklaget for at være illoyal over for virksomheden. Og jeg fik at vide, at jeg var besværlig og ikke kunne finde ud af at planlægge (er der noget jeg kan, så er det at planlægge!). Hans humør kunne skifte i løbet af få minutter, og det var aldrig til at vide, hvornår han ville eksplodere.

    Jeg lånte bogen “Psykopater i jakkesæt”, og da jeg havde læst et par få sider, blev jeg ramt af kuldegysninger og åndenød. Pænt meget spot on dér. Pludselig kunne jeg se, hvordan han siden første dag havde manipuleret mig. Hvorfor ingen talte til frokosten, hvis han var der. Hvordan han nedgjorde sine medarbejdere offentligt. Og hvordan hele firmakulturen var en konsekvens af hans hjemmestrikkede (og til tider temmelig forskruede) virkelighed.

    Nå, men jeg læste også alle eksperternes “Kom væk!”, og det er jeg så nu. Uden noget nyt job og med det første møde hos A-kassen i morgen. Ikke just noget ønskescenarie. Men jeg er slet ikke i tvivl om, at det var det rigtige at gøre. Hvis jeg kigger på mine tidligere kolleger, var der kun to alternativer: At gå ned med stress eller miste alt liv i øjnene. Virkede på en eller anden måde heller ikke voldsomt tiltalende.

    Håber din studiekammerat kommer væk – en sygemelding er da i hvert fald en start.

  3. Pøj-pøj med A-kasen, håber de kommer til at være forstående og selv om de ikke skulle være, er jeg sikker på at det er den rigtige beslutning du har taget.

    100!

    Men så mange sammenligenlige historier (der for den enkelte jo er helt unik og uforståelig) burde det her være en del af folkeskolepensum, “hvordan håndtere man en pskopatchef”, sådan at vi alle var bedre rustet … for rigtig mange af os kommer til at opleve det flere gange i vores arbejdsliv.

    … håber du kommer ordentligt videre og jeg er glad for at du deler oplevelsen – og der er ingen tvivl om at åbenhed er et kodeord i processen.

    Ikke at man nødvendigvis kalder ens gamle chef for psykopat, men at man får fortalt historierne fra ens arbejdshverdag, og får sat de rigtige ord på tingene, der ellers tit er blevet forkvaklet oppe i ens hoved.

  4. jeg undrer mest på hvordan deres koner eller mænd har det på hjemmebane.. tænk hva de får gjennomgå ! skrekk og gru !!

  5. Og her kommer studiekammeraten så på banen; nej, fik desværre ikke selv sagt fra i tide – sygemelding istedet, og derpå en fyring pga. samarbejdsvanskeligheder – uden nogensinde at have fået en advarsel, men fordi chefen godt var klar over at den sygemelding, eller nærmere raskheden ville føre til, at jeg alligevel ikke ville vende tilbage.
    Hvor ville jeg ønske for mine nærmeste, at jeg ikke havde været så fandens pligtopfyldende og prøve at “arbejde mig ud af problemerne”, men havde fået kastet håndklædet i ringen, før jeg blev syg….
    Tænk hvis chefen vidste, hvor meget smerte hun har påført mig – men sådan noget fatter sådan nogle personer netop ikke…

    Så rådet du giver Rikke om at komme væk, er helt rigtigt, og det kan ikke gå for stærkt, og det der med “at der ikke er nogen, der takker dig, når du dør af stress” er helt rigtigt, så tak dig selv, og pas på dig selv – før noget andet ! 🙂

    Godt Nytår som forhåbentlig bringer et job med en god chef 🙂

    • Jeg håber at det nye år bringer et job med mig selv som min chef – og så skulle der forhåbentligt være en mindre chance for en psykopat som chef 🙂 Demagog måske, men ikke psykopat

      Jeg er glad for at høre at du er kommet væk fra det job/den chef der var skyld i en sygemelding og jeg håber alt det bedste for dig – herunder at vi får sat os sammen og tager en snak over en kop kaffe når jeg er tilbage i landet.

  6. Det lyder hyggeligt, det vil jeg glæde mig til 🙂


Skriv et svar til Charlotte L Annuller svar

Kategorier