Et mellemspil af ynk og elendighed

Vi skule have været i Cairo nu. Pyramider, museer og måske endda lidt shopping. Noget andet end Sharm, lidt kultur på afslutningen af dette år.

Men vi gik i seng i stedet for.

Ikke på Yoko og Lennon måde, mere noget med snot, lommetørklæder og kollektiv ynk.

Det er slemt nok at være syg, men bedre bliver det ikke af at være syg samtidig med kæresten. Der er seriøst ingen måde jeg kan vinde dér.

Så nu hvor jeg så småt er ved at vende tilbage til overfladen og kan overskue mere end bare mig selv, mit snot og mine dårligdomme, får han det selvfølgelig værre.

Så slemt at vi må se en doktor – som ender med 3 forskellige og en masse medicin og en tid en til en scanning i overmorgen.

Bihulebetændelse – og da det er anden gang indenfor 14 dage, en tilsnigende risiko for at udvikle kronisk bihulebetændelse. En nærmere dom forventes at kunne afsiges i overmorgen.

Bihulebetændelse og dykning er ikke to ting der spiller sammen. Og da han var syg sidst, og kom for hurtigt i vandet kom straffen rimelig hurtig. Blod i masken og hovedpine efter 1. dyk, flere gange næseblod efter andet dyk og 14 dages dykning med pressen i bihulerne.

I forbindelse med denne her forkølelse og vi så været ude i noget med at presset i bihulerne blev så stort, at han begyndte at få synsforstyrelser oveni hovedpinen.

Så det er ikke helt til at spøge med, specielt når man lever af at dykke.

Planen var at vi skulle være hjemme den 1. februar – billetterne er dog endnu ikke bestilt, da et puslespil med hjemtransport af en kat, ikke har ville lægges færdigt.

Men hvis min kæreste ender med ikke at kunne dykke i den nærmere fremtid, kan jeg forstå på ham, at han rigtig, rigtig gerne vil hjem.

Så lige nu skal jeg igang med at kaste nogen livliner mod moderlandet for at se om vi eventuelt kan få stykket en tilværelse sammen derhjemme, hvis vi kommer hjem før tid … uden noget sted at bo, inklusiv en kat – og uden noget varmt tøj.