September

Det har ikke været uvilje der har gjort at jeg har døjet med tilbageblikket på den sidste del af 2012 .. men 2013 der kastede sig over mig med en hidtil uset voldsomhed, der gjorde at jeg ikke havde tiden til at kigge mig skulderen.

Men nu kommer det … så 2012 kan blive lukket og slukket og 2013 kan folde sig ud i al sin gloværdighed:

Mens smukke august løb over i sensommerens september og verden blev farvet af frugternes modning, de sidste sommerblomsters farver og efterårets begyndende gløder, forsøgte jeg at konservere sommeren i et glas og syltede livet løs.

  

På livet løs gik det også i Jylland, hvor det sommerhus der havde dannet rammen om lykke, sol og strand i ikke mindre end 3 generationer begyndte at tage sin ende. Vi fældede træer og begyndte så småt at bryde alt det ned som generation efter generation havde bygget op.

Septemberglæde var også at jeg opdagede en træningsform jeg er gået hen og er blevet rigtig glad for (crossfit) og at jeg endeligt fik genset min gamle bofælle, som jeg har set alt for lidt til.

På jobfronten fik jeg så småt lukket mit arbejde hos min første kunde og som september nærmede sig oktober gik det op for mig at jeg havde lavet klassikeren over alle konsulentklassikere … brugt alt energien hos den kunde man var hos, istedet for også at sikre sig den næste kunde – og jeg stod derfor med en tom ordrebog.

Oktober

I oktober tog mit netværksarbejde rigtig form. Jeg mødte så mange fantastiske mennesker gennem forskellige arrangementer. Jeg minglede, jeg snakkede og jeg forsøgte at sælge mine kompetencer, ideer og mit virke.

At starte egen virksomhed op er i sig selv hårdt. At gøre det med de begrænsninger der er, når man gør det som selvstændig bibeskæftigelse, som en del af arbejdsløshedssystemet, kræver at man selv er noget af en systemhaj … og i den grad forstår at svømme både i modstrøm og zig-zag.

Så oktober gik med jobsøgning, netværk og uopfordrede kontakter til folk. Det var nok min mest udadvendte måned nogensinde.

Det var også den måned hvor jeg var mest i tvivl om min retning, min motivation … og om det der med work-life-balance overhovedet er noget man kan opnå, det være sig i et job eller som selvstændig.

November

  

November, november, november. Måneden der er omsluttet af gråhed og tristhed. Måneden der ikke har nogen ende.

November er svær at skrive om, uden at blive meget privat. Og gå tættere på end jeg normalt gør på bloggen. For november var den måned, hvor min kæreste og jeg besluttede at vores veje ikke længere skulle følges ad. For nogen var det en meget stor overraskelse, da vi for mange altid har virket som et meget sammentømret par. For os selv var det meget i tråd med den personlige udvikling vi hver i sær havde haft i forbindelse med – og efterfølgende vores år i sandaler.

Heldigvis kunne vi skilles som venner, og som venner tage afsked med vores fælles liv, fælles venner og interesser.

December

  

December var kaos og tradition. Det var den måned hvor hvor afslutningen af et fælles liv stødte ind i en blanding af gamle aftaler og etablering af nyt liv.

 

Det var en sødmefuld måned med mange følelser, og en hel del af dem ude på de yderste nervespidser – både de gode og de sorgfulde. Det var kærlighed på mange måder – og det var essensen af mit liv vendt på hovedet og tilbage igen som var det en snekugle i et barns hånd.

Men som jeg så året gå på hæld, gjorde jeg det med større og større sikkerhed i min mave.

2011 var det år hvor jeg fik reflekteret over mit liv. I 2012 skrællede jeg lag på lag af mit gamle jeg af mig. Begik ufattelig mange lærerige fejltagelser i mit professionelle liv, og lærte lige så mange nye gode ting.

Mødte spændende mennesker som jeg er sikker på jeg skal have i mit liv fremover – både på den private og den professionelle side.

Det var året hvor jeg reorganiserede mit liv både i praktisk, faktisk og professionelt … og som 2013 åbnede sine døre for mig, havde jeg et billedlig opfattelse af at stå helt nøgen og nyfødt ved en korsvej:

– jeg kan vælge lige præcis den vej jeg vil gå, alle muligheder er åbne, alt kan ske … og jeg glæder mig, glæder mig og glæder mig til at sætte tænderne i 2013 og alle årets muligheder….

Maj

Et surdejsbrød i en Römertorph, bager i min ovn. Det bliver det lækreste brød, med sprød skorpe og sej kerne. De muligheder havde jeg ikke sidste år i januar, hvor jeg stadigvæk var i Sharm … men uden Sharm, havde jeg måske aldrig rigtigt værdsat mange af de ting som vi har her i Danmark … og med det i mente vil jeg gerne fortsætte med mit 2012 tilbageblik, hvor jeg var nået til:

  

Maj var den måned hvor jeg i halvvågen tilstand blev kaldt ned i min kælder for at bevidne og efterfølgende rydde op efter vandskade .. en vandskade som desværre stadig her lidt over 7 måneder senere endnu ikke er blevet opgjort.

Af de mere positive ting, så var maj måneden hvor jeg fik lov til at lave “lønnet bibeskæftigelse”, fik CVR-nr. og åbnede mit firma. Begyndte så småt at vække mit eksisterende netværk og udvide med nye og spændende mennesker. Det var starten på en utrolig interessant læringsproces som jeg stadig er i fuld gang med. Og er spændt på at se hvor ender.

Maj var også den måned hvor jeg i høj grad fik genvakt mit havegen – og igen var ude i min elskede nyttehave … men belært at tidligere tider fik mig en havemakker, og begrænsede mig i mine udfoldelser hvad angik mængde og omfang af de planter der blev sået og plantet.

  

Foråret og forsommeren bød også på en hel del dykning i nordisk vand. Var med P-dyk ude og se på vrag i Østersøen (ikke nogen stor succes!). Havde to fantastiske ture til Lysekill i Nordsverige, hvor vi så massevis af nøgensnegle, hummere, troldhummere, taskekrabber og ål. Havde superdejligt selskab af mange gode mennesker som vi havde mødt i vores tid i Sharm.

Juni

  

Bød vejret på uafbrudt sol i juni .. jeg husker det ikke længere og må i øvrigt konstatere at jeg i 2012 var ligeglad med hvilket vejr det var … det var bare så fantastisk at der var et vejr i det hele taget. Juni bød på gensyn med Saksild og både vi og misserne nød at være tilbage i vante rammer.

Vores 6 års dag blev fejret med danske hummere, der var så friske at de stadig spjættede da de halveret blev lagt på grillen. Og mens vi fejrede hinanden, løb vores mundvand nærmest over af al den gode mad og fantastiske råvarer som vores smukke land byder på.

Juni var også måneden for “Grisefesten“:

  

En fuldstændig fantastisk og magisk weekend omkring Sct. Hans, hvor knapt 40 gode mennesker enten havde været nede og besøge os, eller som vi havde lært at kende i Sham lagde vejen forbi vores sommerhus i Saksild og fra fredag til søndag gav os den bedste afslutning på vores år i sandaler – med alt hvad vi havde savnet af gris, lyse nætter, bål, øl i stride strømme og intens samvær med fantastiske mennesker. Det var det hele værd og det er et fantastisk skattet minde.

Juni var også der hvor der kom hul på mit iværksætteri. Jeg fik en deltids ansættelse hos min første kunde og var meget begejstret for at arbejde med mit felt igen … og med at gøre en forskel.

En stor forskel gjorde lille Lasse også. Han kom for tidligt ind i denne verden .. men havde bestemt, at hans fødselsdag skulle være den 18.7.2012 – selvom han kun vejede 1425 og var 41 cm lang. Lasse klarede det og jeg er så glad på hans forældres vegne, da det var en lang og sej kamp frem mod lykken.

Juli

  

Min svigermor havde 87 års fødselsdag i juni og vi opfyldte hendes ønske om at besøge Bornholm. Vi fik set det hele – og indset at man ikke skal vente til man er godt op i 80’erne med at realisere ens drømme. Men det var en god tur og Bornholm var som altid smuk og appetitvækkende, trods skiftende vejr.

  

August

Sommeren stod også i havens tegn. Smukke blomster, farverig mad. Mine bærbuske gav godt og jeg havde jordbær i usete mængder .. og jeg mæskede mig i skønheden og frodigheden – selvom jeg ikke som sådan fik dyrket haven med samme intensitet som min havemakker, der den ene gang efter den anden overraskede mig med lugning og nye farver i haven. Og jeg fik anlagt mig en græsplæne.

  

Vi var også på visit i Sharm i august. Og jeg blev for mit vedkommende 100% på, at jeg ikke længdes tilbage. Dykningen var ok, selskabet fantastisk og prisen for dykningen noget nær et mirakel …

  

  

Vi dykkede igennem, med 3. dag, tidligt morgendyk, Dahab, 2x natdyk – så da jeg kom hjem var jeg træt som et ondt år. En uge senere havde jeg det stadig ikke bedre. Jeg blev mere og mere konfus, glemte alt og alting. Var bekymret for om jeg havde fået en eller anden sygdom, eller om jeg var stresset uden at vide det … men til sidst fandt jeg ud af at jeg ganske simpelt var dehydreret … og kunne heldigvis behandle det … men det er sidste gang at jeg sætter tempo efter Simon .. der også er ophavsmand til de fleste af de fantastiske undervandsfoto herover.

Ellers så gik min business godt – jeg syntes at jeg var på rette plan. Jeg havde vendt mig fuldstændig til at være tilbage i DK … og nød rigtig meget de gode ting der var ved mit liv herhjemme.

Januar

Jeg må tit tage mig selv i at sige “Ja, jeg er jo lige kommet tilbage til DK, efter et år i Egypten” og ret skal være ret, det er jo stadig mindre end et år siden … men at kalde det lige, er måske at overdrive lidt. Men det her år er bare gået så hurtigt, at det føles som lige – og samtidig hænger så meget af det der er sket i 2012 sammen med mit år i Egypten.

Derfor er det måske meget passende at mit 2012 tilbageblik lægges på denne blog – også fordi min “normale” blog pt. er udisponibel pga. en meget tiltrængt opdatering.

Og netop opdatering – eller forandring har været kodeordet for 2012. Det har i den grad været året hvor jeg lag efter lag fik skrællet et tykt lag af det gamle Rikke af og kom ind til et mere trimmet jeg, som nu står på tærsklen af et helt nyt liv …

Men historien begynder her:

I januar 2012 var vi stadig i Egypten. Vi fejrede nyåret sammen, bare os to, mens vi talte om vores kommende liv og drømme.  Januar var kold og vi frøs og var meget utålmodige efter at komme hjem. Vi fik dog også besøg hjemmefra og havde nogle rigtig gode dyk med Henrik og Pernille, og jeg fik endelig set indtil flere hajer

  

Vi kom også endelig til Cairo og fik set pyramiderne og resterne af revolutionen. Mens ellers handlede januar om at få presset det sidste ud af dykningen og alt andet i vores kufferter … og bekymringer over om det skulle lykkedes os af få den (overmætte) egyptiske prisesse med hjem.

   

Februar

Kolde Danmark, dejlige Danmark. Jeg var så glad for at være tilbage og gik og stålede i min egen lille boble, i den første tid herhjemme. Befriende var det at kunne gå ned af en gade uden at blive tiltalt. Skønt var det at have varmt tøj og huse der kunne opvarmes.

  

Jeg fik genskabt relationen til venner og familie. Fejrede min fødselsdag med blomster og middag, der hvor maden er tilberedt med riiigeligt med smør (men lige præcis i tide til ikke at få østersforgiftning).

Toppers vej mod lykken i Danmark havde trænge kår. Min nevø viste sig at have katteallergi, og selv nok så mange behandlinger hos zoneterapeut og body-sds, gav ingen resultater. Vi måtte tage hende hjem igen og det medførte væbnet krig mellem Topper og de danske missedrenge … og vi var klar over at noget måtte gøres.

Februar var også tiden hvor vi dels kiggede på nye sommerhuse til grunden i Saksild og bytte-rækkehuse som helårsbolig. Vi fandt hverken det ene eller det andet. Sommerhuset endte med at blive tegnet af en arkitekt og rækkehusideerne blev skottet … jeg kunne ikke forlig mig med tanken om at flytte til provinsen … som i Glostrup og omegn.

Marts

I starten af marts smadrede jeg mit kamera … så den måned er ikke så fantastisk dokumenteret. Nåede dog at få nogle billeder af Toppermissen – som vi fandt et nyt hjem til, men som vi beholdte frem til påske.

  

Min fødselsdag blev fejret den første dag i marts … og det kunne selvfølgelig kun ske med lagkage lavet af lakrids og rugbrød. Jobsøgningen gik for alvor igang og efter, at jeg havde smadret mit eget kamera fik jeg taget nogle profilbilleder af en ven (dog primært med ansigtet forrest).

Jeg kørte rundt i jobsøgningssystemet og håndterede a-kasser og job- og arbejdsmarkedscentre og mit følesesregister gik op og ned, som systemet var både understøttende og udstødende.

Mine tanker begyndte at gå mere og mere i retning af at frigøre mig fra systemer og arbejdsgivere og hoppe ud i noget selvstændighed … men vingerne var ikke helt klart til at bære endnu.

På de sidste dage i marts tog vi endelig afsked med Topper. Hun kom over til Ulla i Vejle. Hvor hun lever det bedste katteliv en egypterkat, kunne drømme om at leve … ja, faktisk nok en lille smule bedre end det.

April

I påsken vendte vi endelig tilbage til mit elskede og savnede Saksild. Til alle sommerhusets dyder, min lille urtehave, gode naboer, klar himmel og hvidt sand. Misserne vendte tilbage til jagtmarkerne og Bertram fangede igen mus, som havde han aldrig været væk.

Foråret var også der hvor jeg for alvor forstod hvad mit år i sandaler havde betødet på den lange bane. Jeg kunne mærke at lige så langsomt blev akklimatiseret og på en eller anden måde blev mere og mere “mig”.

En af de store-i-det-små ting der skete var at jeg var nødt til at tage mine fødder seriøst. Jeg kunne ikke længere gå i almindelige sko og måtte derfor ud på en lang og stor rejse udi “fornuftigt fodtøj” og indlæg. En rejse der langt fra er slut … og så jeg må indrømme jeg kun har taget modvilligt – om end med stor omtanke for de fødder der gerne skulle tjene mig resten af mit liv.

Og mens jeg kæmpede med fødder og skrankepaver … groede der ting frem i lille nyttehave. Asparges dukkede op, sammen med blomster på kirsebærtræet og for første gang så jeg de liljekonvaller jeg plantede lige inden jeg rejste til Egypten.

… og med det slutter første del af 2012 i tilbageblik ….

Rate this:

Da jeg kom tilbage til Danmark i januar 2012, var jeg stadig usikker på hvad jeg skulle resten af mit (arbejds)liv – det viste sig dog hurtigt, at jeg skulle satse på det som jeg er god til – og det som gør mig unik:

Med min kombination af juridisk indsigt og erfaring på ansættelsesområdet og det menneskesyn jeg har fået styrket gennem min uddannelse som systemisk coach, skulle jeg naturligvis fortsætte med at arbejde med HR. Jeg kan nemlig både løse problemer og sætte rammer som en jurist og udfolde ressourcer og potentiale som coach, og det har man brug for når man opbygger et professionelt HR-område i mindre virksomheder.

Og derfor skal jeg ikke arbejde i den type virksomheder som jeg har arbejdet i hidtil – jeg vil ud og hjælpe mindre virksomheder.

Helst iværksætter eller vækstvirksomheder hvor der er et drive og en energi – og hvor jeg virkelig kan gøre en forskel og hjælpe ejeren med at få opbygget en professionel HR-afdeling.

Og det gør jeg via lovmand & coach – hvis hjemmeside og blog du kan finde lige her: lovmand-coach.dk

Du er velkommen til at læse videre der. Og hvis du kender nogen som har en mindre virksomhed, eller har overtaget en virksomhed, så må du rigtig gerne guide dem i min retning, så vi kan få en uforpligtende snak om hvad jeg kan hjælpe med.

Det jeg arbejder med er i stikord:

• Ansættelsesret og personalejura
• Afskedssager
• Etablering af arbejdsmiljøgrupper
• Gennemførelse af Arbejdspladsvurderinger (APV)
• Arbejdsanalyse
• Udarbejdelse af vejledninger
• Forandringsprocesser
• Kommunikation og konflikthåndtering
• Coaching af ledere

Rate this:

Er du blevet inspireret af min blog, min stresshistorie og de valg jeg har foretaget for at komme stressen til livs, hvordan det er at bo og leve i Egypten, hvordan det er at leve af sin hobby, som divemaster eller dykkerinstruktør – eller bare har lyst til at se nogle fine foto af livet hernede over eller under vandet, så kommer jeg gerne ud og holder et foredrag – alene eller sammen med min kæreste.

Der er pt. følgende foredrag der kan bookes – via mailen sandalerne [at] sandalerne [dot] dk:

• Om at bryde sin stresshistorie: en personlig beretning om at tage en beslutning om gøre “noget helt andet” efter at være gået ned med stress. Om at tage beslutningen om at sige sit job op og rejse til Egypten, om livet dernede og om hvordan livet har ændret mig. 1 times oplæg med efterfølgende mulighed for at snakke om stress, hvordan man tager beslutninger og praktiske ting ved at tage et sabbatår.

• Livet som professionel dykkerinstruktør/divemaster – 1 times oplæg om hvad der skal til for at man kan leve af at være dykkerinstruktør, hvad livet som professionel instruktør indebærer (i Egypten), pengene – arbejdet og does og dont indenfor industrien. Oplægget krydres med en video fra Sharm el Sheik, indlæg fra dykkerbloggen samt billeder der illustrerer livet dernede. Der vil efterfølgende være mulighed for at stille konkrete spørgsmål til erhvervet som professionel dykker.

• Om at leve i en anden verden: 1 times foredrag om hvad det gør ved en, at flytte til en anden verdensdel, hvad man opdager om sig selv og sine danske medmennesker når man får flyttet sit perspektiv. Foredraget illustreres eventuel af billeder af livet dernede. Foredraget kan eventuelt bruges som oplæg til diskussion om fordomme, danskhed eller drøftelse af vores eget hverdagsliv og hvad vi gerne vil ændre.

• Det vi frygter allermest… 1 times foredrag om hvad der sker når man tager beslutningen om at springe ud i blå og gøre det man frygter mest af alt … gå fra en voldelig kæreste, sige sit job op, flytte til en anden verdensdel, søge ønskejobbet – nogen af alle de ting vi undlader at gøre fordi vi ved hvad vi har, men ikke hvad vi får. En personlig beretning om at gøre lige netop de ting og hvad der egentligt skete helt konkret og bagefter….. Til dem der søger inspiration til at bryde egne grænser. Mulighed for at oplægges sluttes med “lyn-coaching” i at lave en plan for hvordan man kommer videre med sin nye beslutning.

Der vil løbende komme nye foredrag til…..

Rate this:

Topper sidder i vinduet og kigger på et gult skilt, der med voldsomme bogstaver skriger “SEX og VOLD”, himlen er grå med gråt i og gråvejret spiller pus med min tidsfornemmelse, og jeg tror hele tiden at det er senere på dagen end det er, fordi gråvejret ligner det egyptiske tusmørke.

Mads & Monopolet spiller i radioen, en maskine vask snurrer i badeværelset, og opvaskemaskinen tager glas og tallerkener fra gårsdagens gæstebud. Kæresten er taget i spa (!) med sine drengevenner, bagefter skal de nørde dykkergrej og spise svin.

Jeg overvejer at tage ud i min have og se hvordan det hele spænder an … måske endda drikke kaffe derude og lave bål….

Folk spørger om jeg har været glad for at tage afsted og svaret er JA!. Det blev anderledes end jeg havde forestillet mig. Jeg har fået dykket meget mere end jeg troede jeg ville og til gengæld har jeg været betydeligt mindre kreativ end forventet.

Jeg har lært mange flere mennesker at kende, end jeg troede jeg ville være muligt, og jeg er sikker på, at vi har fået nye venner, der vil være i vores liv i lang tid fremover. Samtidig har jeg i den grad fået øjnene op for hvor hjælpsomme og dejlige vores “gamle” venner har været og jeg glæder mig til at være sammen med dem igen.

Vi er så meget kommet hjem – og på mange måder er det som om at vi aldrig har været væk.

… og så alligevel ikke….

Jeg kan mærke, at jeg har topmeget overskud, når jeg bevæger mig ud i verden.

Ser ting på en anderledes måde og møder folk med større glæde og rummelighed end tidligere ( … at rummelighed og overskud er en plusting, når man skal bevæge sig rundt i regeljunglen mellem A-kasse, fagforening og jobnet er en helt anden historie….), og kan generelt mærke, at jeg har det godt med mig selv og hvor jeg er – selvom der er pænt mange praktiske ting der skal håndteres.

Det skal nok alt sammen blive nået, er jeg sikker på – små skridt … lidt efter lidt.

Folk spørger mig om det ikke er hårdt at komme tilbage til kulden – og jeg må sige, at det har jeg ingen problemer med – kun en ting er lidt hårdt og det er det der med sko … damn, det er ikke ok. Man kan sige mange ting; men et år i sandaler har helt klart skabt nogle betydeligt mere sensible fusselanker, end dem jeg rejste ud med!

Men hjemkomsten betyder også en anden ting nemlig, at bloggen her har udlevet sit virke … og at den nu skal til at afvikles.

Ideen med bloggen her var at have et samlet overblik over mit sabbatår i Egypten – og eventuelt få den trykt til en samlet bog og derfor vil bloggen nu blive lukket ned og jeg vil fortsætte mine skriverier på min gamle blog, der har stået stille det sidste års tid.

“Et år i sandaler” vil dog blive liggende på nettet, i hvert fald i et stykke tid endnu og til hjælp for dem der kommer herind via google, vil jeg lave nogen opsamlingsindlæg med tips til dykning i Rødehavet, at finde rundt i Sharm og udlandslivet i det hele taget, sådan at mine erfaringer måske kan komme andre til gode.

Til dem der har læst med, kommenteret her, på facebook eller face-to-face, vil jeg sige tak, det har været dejligt at have jer med på sidelinjen og hvis du har lyst kan du fortsætte med at læse om mig og mit liv på – så fortsætter jeg på min professionelle blog: lovmand-coach.dk, hvor jeg skriver om personalejura og HR-udvikling for mindre virksomhedsejere.

Jeg håber vi ses her, der eller ude i virkeligheden….

Rate this:

Klokken 13.45 dansk tid, landede vores fly og vi og katten kunne træde ud den ganske danske jord igen.

Rejsen gik fuldstændig problemløs. Efter betaling af 900 egyptiske pund, var der ingen problemer med at tage katten med. Katten selv, småsov det meste af vejen hjem, hjulpet på vej af noget beroligende medicin.

3 venner var uafhængigt af hinanden taget ud i lufthavnen for at møde os og køre os hjem, så vi havde masser af biler og hænder til at lette selve den sidste del af hjemkomsten – hvilket var en fantastisk overraskelse at få.

Vel hjemme var hun på toppen (tø-hø) og efter at hun lige havde rullet sig en gang i den provisoriske sandkasse, gik hun op og tissede i den, som havde hun været en dansk indedørs kat hele sit liv.

Det første familiebesøg er aflagt og de første mange flyttekasser er begyndt at blive pakket ud. Vi kører på overboens internet, stereoanlægget med de gode højtaler er sat til og nu skal jeg ud og se om jeg kan finde noget godt brød og ost … og det eneste der umiddelbart ser ud til at være anderledes herhjemme er at Emmerys har lukket nogen af deres butikker – blandt andet den lige om hjørnet for os!

Rate this:

Man kan godt mærke på katten, at den ved at der skal ske noget. Den følger mig som en skygge når jeg går, og da vi begyndte at tage taskerne frem, virkede det som om den forsøgte at kommunikere noget:

… og sådan gentager tingene sig: andet land, anden kat – men samme situation og samme misfornemmelser:

Jeg hader i øvrigt at pakke og glæder mig til være færdig med denne del og bare være hjemme i min lejlighed … (og for øjeblikke glemme at der så skal pakkes ud, hvilket jeg har præcis samme mening om!)

Rate this:

Jeg er “out” kunne jeg sige, da jeg blev spurgt om hvad jeg skulle i dag. Min kasse blev pakket og sat til afhentning på bagenden af båden.

Nu er alt grejet vasket. Min dragt ligger herhjemme og tørrer, resten skal jeg ned og hente her om lidt.

Dyrlægen er lige kommet forbi med noget beroligende medicin til katten, så den kan tage turen hjem uden miaven. Og der opdagede vi så at vi manglede et eller andet rejsebevis, hvilket nok var rigtig godt, at opdage nu og ikke i Cairo! Info er nu tekstet til hende og så må vi se hvordan vi får afhentet papirene….

På komfuret står en ordentlig omgang chili og jeg er ved at have lavet elementerne til en rigtig hjemmelavet jordbærkage.

Vi har inviteret til afskedskalas i aften – hvilket jo er smart at gøre blandt halvpakkede kufferter og kasser med ting der skal videre … men mon ikke vi når det hele på en eller anden måde?

Rate this:

I går havde min kæreste sidste arbejdsdag og i dag har vi sidste dykkerdag.

Kæresten tilbringer sin dag med at prøve en rebreather – hvilket jeg håber bliver en rigtig dårlig oplevelse, da sådan en fætter koster i omegnen af 70-80.000 (og det er endda brugt).

Og jeg skal på båd. Har valgt at den sidste dag går med centrets egen båd og jeg har derfor fornøjelsen af en dag på de lokale dykkersteder, hvilket passer mig fint, da det så nok bliver lidt rolige vande og måske endda noget sol og varme.

Har gerne ville tage billeder de her sidste dage, men desværre har mit kammera og/eller undervandshuset drillet. Kameraet låser sig og man kan hverken zoome eller indstille hvidbalance. Det man kan er faktisk kun, at tænde for det – pege i den retning man vil fotografere og vente på at kameraet helt umotiveret selv tager et billede.

Ret uholdbart i længden.

Men jeg fik et enkelt ordentligt billede i går:

og en helt andet juks, taget af det enerådige kamera:

 

 

Men heldigvis er sådan et år andet end en række fotos – der er mange minder, føleser, gode og udfordrende stunder og mange dage i rygsækken.

Og i dag smides så den sidste dykkerdag på toppen, inden det hele pakkes ned og vi begynder rejsen hjem.

Jeg er sikker på at det bliver en god dag – med eller uden fotobeviser!